Fortsæt til indhold

Krævede 280 mio. kr. i erstatning - måtte nøjes med under 373.000

Fredning af 63 nordsjællandske hektar i Hørsholm og Rudersdal kommuner er nu endelig afgjort, men en gårdejers erstatningssag verserer dog fortsat

Samfund
Fred Jacobsen

En større fredningssag i grænseområdet mellem den sydlige del af Hørsholm og den nordlige del af Rudersdal kommune er efter fire år blevet afgjort.
Og som det er i den slags sager, er der en part, der føler sig som vinder - og derfor også en part, der føler sig om taber.
Vinderen er ifølge Peter Skat Nielsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Hørsholm, både naturen og borgerne, fordi fredningssagen sikrer en grøn kile med åbent landskab i et område ved Strandvejen, som ellers er tæt bebygget.
Taberen er den mand, der ejer det areal, der nu er fredet: Gårdejer Ivan Hermansen fra Vedbæk.
Han har end ikke fået i nærheden af den erstatning, som han krævede for den jord, der nu er endeligt fredet. Ifølge Politiken har Ivan Hermansen fået tilkendt 373.400 kroner i erstatning, men forlangte 282.600.000 kroner.

Sag var fire år undervejs

Fredningssagen går tilbage til december 2010, da Danmarks Naturfredningsforening samt kommunerne Hørsholm og Rudersdal indledte en fredningssag, der omfatter 63 hektar jord, hvoraf omkring halvdelen ligger i Hørsholm Kommune, den anden i nabokommunen Rudersdal.
Formålet med fredningen er at sikre et åbent og ubebygget stykke landskab som en grøn kile i et område, der ellers er tæt bebygget.

Det nu fredede område er det, der ligger inden for de røde streger på kortet. 'Nissehuen' ses i området øst for Kystbanen, syd for Folehavevej og nord for Smidstruplund. Illustration: Danmarks Naturfredningsforening

’Nissehuen’ sikrer udsigt

Derfor er et område på seks hektar øst for Kystbanen og syd for Folehavevej, særlig interessant i denne sag.
Området kaldes populært 'Nissehuen', fordi det, set fra oven, ligner en hue, der spidser til mod øst og bliver bredere mod vest.
"Prøv en gang og stop op på Strandvejen lige syd for Folehavevej. Der kan du se langt ind i landskabet mod vest. Det er et af de få steder på Strandvejen, hvor du kan se langt ind i landet," fortæller Peter Skat Nielsen om den fredning, der nu er slået fast.
Netop 'Nissehuen' har spillet en væsentlig rolle i det erstatningskrav, som Ivan Hermansen har fremsat: Det seks hektar store stykke jord ligger i byzone og er så attraktivt, at ejeren ifølge Politiken har fået tilbudt 100 millioner kroner for grunden af virksomheder, der gerne vil udnytte grunden. Og fordi arealet - marker, der grænser op til Folehaveskoven - ligger i byzone, har Ivan Hermansen haft en forventning om, at der måtte bygges på det.
Men sådan er det ifølge Peter Skat Nielsen ikke.
"Området har altid ligget i byzone, men der har aldrig måttet bygges på det. Det har afgørelsen i denne sag nu slået endegyldigt fast," siger han til Ugebladet.
Som nævnt krævede gårdejer Ivan Hermansen mere end 280 millioner kroner i erstatning. Dels, fordi han ikke må bygge en hestepension på det nu fredede område, dels, fordi han ikke må dyrke juletræer og pyntegrønt, fordi det tager udsigten. En del af den krævede erstatning hidrører tillige fra 'Nissehuen', som der ikke må bygges på.
I november 2012 faldt den første afgørelse i sagen, og Ivan Hermansen fik tilkendt 396.200 kroner i erstatning. Han fik eksempelvis tilkendt 35.000 kroner for 'Nissehuen', som han i en artikel i Politiken oplyser at have fået tilbudt 100 millioner kroner for .
Ivan Hermansen klagede til Natur- og Miljøklagenævnet over afgørelsen, som i begyndelsen af december sidste år stadfæstede fredningen - og oven i nedsatte erstatningen til 373.400 kroner.
Til avisen siger gårdejeren, at han tager selve fredningssagen til efterretning, men at han har påklaget erstatningens størrelse til den særlige taksationskommission.

Peter Skat Nielsen, formand for Dansk Naturfredningsforening i Hørsholm. Arkivfoto