33-årig til tops som partner
Carsten B. Sandgrav fra Nybolig går i kompagniskab med Martin Vinther
På trods af en alder på kun 33 år er Martin Vinther på rekordtid blevet en kendt skikkelse i den lokale ejendomsmæglerbranche med en betydelig erfaring og et stort lokalkendskab.
Sådan lyder skudsmålet for den nye medindehaver af Nybolig i Skanderborg fra årsskiftet.
Efter mere end 25 år som indehaver af Nybolig i Skanderborg, har ejendomsmægler Carsten B. Sandgrav nemlig fået en kompagnon i skikkelse af ejendomsmægler Martin Vinther, der har været ansat i forretningen siden august 2013.
Vinther har været i ejendomsbranchen i over 11 år, og i langt hovedparten af tiden har han arbejdet med salg af boliger og projekter i Skanderborg-området, salg af landbrugsejendomme i Horsens-området og udvikling af projekter i Jylland.
“Jeg har længe haft lyst til at blive selvstændig i ejendomsmæglerbranchen. Da muligheden opstod med tilbuddet om at blive medindehaver hos Nybolig Skanderborg i et område, som jeg har et stort og godt kendskab til, var det ikke svært at træffe beslutningen om, at det var nu, drømmen skulle gøres til virkelighed,” fortæller Martin Vinther, der bor med sin kæreste og deres søn i Skanderborg.
Ifølge Martin Vinther har lokalkendskabet med alle tre ejendomsmæglere bosat i Skanderborg været medvirkende til en salgsøgning på 30 ejendomme i 2014.
I forbindelse med Martin Vinthers indtræden som medindehaver, har forretningen skiftet navn til Nybolig Skanderborg – Sandgrav & Vinther.