Fortsæt til indhold

Kom med på Carletti

Chokolade, chokolade og chokolade - og så lige lidt lakrids, flæsk og dragé. Det er et paradis for en slikelsker at besøge Carletti

Samfund
Christina S. Johansen

Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at to bagere havde leget mel-kamp på Carlettis fabrik i Skødstrup. Et fint lag “sne” ligger nemlig drysset rundt omkring på maskiner og gulvet i produktionen.
Det er dog ikke helt tilfældet. Melet bliver brugt til at støbe slik i. Der bliver med andre ord trykket nogle huller ned i melet, som slikken så fyldes ned i. Sådan bliver eksempelvis midten på en Brazil eller Maritza til. Melet hjælper “midten” med at tørre, før den er klar til at få chokolade på sig.

En mørkebrun overfrakke

Til at begynde med dufter der af frugt - hindbær for at være præcis - før turen går videre ind i produktionen. Og så kommer den - den velkendte duft af chokolade. Det er svært at undgå, at tænderne løber i vand - man er vel en slikelsker med ganske stort S! De små stykker pink Maritza-hindbærgelé kører stille og roligt forbi. Side om side går turen ind i et chokoladevandfald, og ud kommer de på den anden side med en fin mørkebrun overfrakke på. Nu skal de køle af i fem-seks minutter. Derfor kører de igennem fabrikken i en dertil indrettet kølemaskine.
Det er Carlettis administrerende direktør, Niels Petersen, som viser rundt på fabrikken. Han er tydeligvis vant til at give en guidet tur på stedet, og han er tydeligvis stadig meget begejstret for at fortælle om hele processen.
Men når man nu arbejder på Carletti hver dag, bliver man så ikke træt af duften af slik og chokolade?
“Nej, jeg bliver aldrig træt af duften, og jeg spiser al slik - gerne i store mængder. Favoritten? Det må næsten være P-tærten,” fortæller Niels Petersen, før han viser vej på Maritzaens sidste rejse. Når de små chokoladeovertrukne hindbærgeléer er tilstrækkeligt kølet, falder de ned i nogle bøtter, hvor de bliver vejet af og smidt i Maritza-poser, som svejses sammen. Så er der bare tilbage at pakke poserne, før de kan sendes ud til butikkerne og forbrugerene.

1) Fyldet til eksempelvis Maritza støbes i mel, hvor der er lavet huller.
2) Når fyldet har tørret i melet, fjernes melet, og fyldet er klar til chokolade.
Carlettis administrerende direktør, Niels Petersen, med det færdige produkt.
4) Når de færdige Maritza-chokolader er blevet tilstrækkeligt nedkølede, ryger de ned i bøtter, hvor de vejes og smides i Maritza-poser.