Fortsæt til indhold

To nye motorveje klar til bilisterne i 2015

Frederikssundmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen klar i år

Samfund
Arkiv

Der skulle gerne blive mere plads til bilisterne på de sjællandske motorveje i 2015. To markante strækninger åbner med adskillige kilometer ny asfalt.
Det drejer sig om de to store vejprojekter: 1. etape af udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen til otte spor og 2. etape af Frederikssundmotorvejen.
Vejdirektoratet forventer at åbne begge projekter i fuldt omfang i det tidlige efterår.
Hele 1. etape af udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen fra Greve S til Solrød S er på otte kilometer, men i december tyvstartede Vejdirektoratet ved at åbne for et ekstra kørespor på de første tre kilometer mellem Karlslunde og Greve S i både nord- og sydgående retning. I løbet af januar 2015 åbner samme strækning til Solrød Byvej.
Den resterende del af motorvejen til Køge - den 2. etape på seks kilometer - forventer Vejdirektoratet at åbne med ekstra spor i 2017.

M4 til Smørum

I det sene efterår 2014 åbnede det nye, store motorvejskryds, der forbinder Frederikssundmotorvejen med Motorring 4 ved Ballerup vest for København, så man her har fået en lille forsmag på, hvad fremtiden bringer.
I år åbner så hele 2. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 4 og Tværvej ved Smørum.
Frederikssundmotorvejen og Motorring 4 hører til blandt de absolut vigtigste pendlerruter i hovedstadsregionen, så også her er der god grund til at glæde sig for trafikanterne, mener Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratets områdechef for anlæg øst for Storebælt.
“Anden etape af Frederikssundmotorvejen er en ny motorvej, som vi først kan åbne, når tilslutningerne til det øvrige vejnet er på plads, og vejen står helt færdig. Arbejdet går helt efter planen, så her forventer vi at åbne som planlagt senest i det tidlige efterår 2015,” siger Erik Stoklund Larsen.
2. etape af Frederikssundmotorvejen er fem kilometer lang.
Den løber mellem Motorring 4 og den nye Tværvej ved Smørum og er en del af en vedtaget motorvejsstrækning helt til Frederikssund.