Ingen fare på ny sti
Oversigtsforhold og udsyn ved Ellesumpen er gode, mener jæger Flemming Eilsø
“Jeg kan på sin vis godt forstå, at folk kan føle sig utrygge, når der skydes. Men det er der ingen grund til, når man ser på forholdene omkring Ellesumpen.”
Sådan lyder det fra den lokale jæger Flemming Eilsø, Hørsholm og Omegns Jagtforening og medlem af Grønt Råd i Hørsholm som reaktion på Kaj Erik Nielsens frygt for at benytte ny sti gennem det grønne område.
Godt udsyn
Selv om han ikke kender til den konkrete sag, så vurderer han oversigtsforholdene ved Ellesumpen og området omkring Sjælsø som gode.
“Jeg mener, at der er et godt udsyn. Som jæger afgiver man ikke skud, hvis man ser eller høre noget. Man sikrer sig altid frit udsyn og sikrer sig desuden kuglefang (det vil sige at projektilet har kurs mod jorden og ikke bare flyver gennem luften over lange afstande). Derfor skal man ofte stå højt i niveau, og en jæger skal altid være sit ansvar bevidst,” forklarer Flemming Eilsø.
Han understreger samtidig, at alle jægere gennemgår en grundig uddannelse og skal have bestået forskellige prøver, før de kan gå på jagt.
“Jeg ved også, at alle jagtforeninger gør meget ud af sikkerheden. Det er det allervigtigste for os,” supplerer Flemming Eilsø, der også er bestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund Hørsholm.
Vis hensyn og opsæt skilte
Selv om der for nylig skete en jagtulykke i Nordjylland, så kan Flemming Eilsø ikke huske, at jægere har skudt og ramt tilfældige mennesker.
Når der sker ulykker på jagtmarken, er det andre jægere, der er involveret.
“Men det er altså meget sjældent, at det overhovedet sker,” understreger Hørsholm-jægeren, der mener, at det bedste, man kan gøre, er at vise hensyn til hinanden - og jægerne sætter skilte op med ‘jagt i skoven'.
Sommerens bukkejagt (fra 15. maj til 15. juli) kræver altid, at man som jæger er ekstra påpasselig, men der vil man altid kun affyre skud på kort afstand (50-60 meter), ligesom jagten er ved daggry.