Nogen må gøre noget

“Katastrofen er på vej. Der er helt sikkert. Men ingen har hørt om det. Det går ikke,” siger Henrik Kastenskov.
Den 48-årige fotograf sidder i sit dele-kontor i Spinderihallerne i Vejle. Hans dialekt kan ikke skjule, at han stammer fra Nordsjælland, men Vejle har været hans hjem i seks-syv år.
Han sidder dog ikke mere fast i det fredelige Vejle, end at han i flere omgange har besøgt steder, der ikke findes i rejseselskabernes reklamer.
“Jeg har været i Liberia, hvor jeg lavede web-dokumentaren 'Darkness'. Jeg har også været i Afghanistan, Gaza og Malawi.”
Nu er turen kommet til den få år gamle stat, Sydsudan, der i det seneste års tid har været plaget af krig, forfølgelse og forfærdeligheder, der burde udløse verdensomspændende medieopmærksomhed.
“Men situationen i Sydsudan drukner i ebola og billeder fra andre katastrofer. Situationen i Sydsudan trænger til at blive belyst,” siger Henrik Kastenskov.
Han vil gerne åbne verdens øjne for den truende katastrofe. Og efter hans erfaring er en dokumentarfilm på nettet den bedste måde at gøre det på.

Fruens idé

Henrik Kastenskovs filmprojekt i Sydsudan opstod på hans hustrus initiativ.
“Vi havde talt om, at situationen i Sydsudan trænger til at blive belyst bedre. Man hører sgu ikke ret meget om Sydsudan herhjemme, selvom 1,9 millioner mennesker er på flugt. Og da fruen ser, at Læger Uden Grænser og Dansk Journalistforbund tilbyder et stipendium for et projekt som dette, foreslår hun, at jeg slår til. Siden har hun måske bidt sig i tungen,” siger han med henvisning til, at Sydsudan ikke er et helt ufarligt sted.
Endnu er finansieringen af projektet ikke helt på plads.
“Mit budget er på cirka 65.000 kroner. Stipendiet finansierer en del, men jeg mangler stadig godt 40.000 kroner,” siger Henrik Kastenskov, der har søgt finasiering via fonde.

14 dage i februar

Henrik Kastenskovs plan er at tilbringe 14 dage i Sydsudan. Formentlig til februar. Planen er at rejse alene.
“Jeg opsøger ikke områderne med de værste krigshandlinger, men i stedet de områder hvor flygtningene gemmer sig. De områder, hvor også Læger Uden Grænser og FNs World Food Programme er til stede,” siger han.
“Folk gemmer sig i bushen. Blandt andet fordi børnene ellers risikerer at blive kidnappet og tvunget til at kæmpe som soldat. Når folk flygter fra den slags, søger de mod fredeligere egne. Og det er der, jeg vil møde dem.”
Han har en plan for, hvilken type fortælling, han vil komme hjem med.
“Man taler om, at mange mennesker er mætte af katastrofebilleder: Vi har set så mange billeder af sultne børn med store maver, at vi næsten er blevet blinde for dem. Min plan er at finde billeder, der får dig til at tænke. Men den helt store udfordring bliver at gøre det til en fortælling, der gør indtryk og gør en forskel. Det ender nok med at være en film med en case (en person, der med sin personlige historie repræsenterer den store fortælling), der kan vise verden det absurde i, at ingen gør noget for at undgå den forudsigelige sultkatastrofe, der er på vej. Ingen marker er jo blevet sået og plejet, mens krigen har hærget. Nogen må gøre noget,” fortæller han.
Efter planen vil hans 8-12 minutter lange web-dokumentar florere viralt på nettet til marts. Også Politiken er involveret i projektet, der skal beskrives i avisens spalter.