Fortsæt til indhold

Antal af tvangsauktioner styrtdykker

På et år er antallet af tvangsauktioner i Hørsholm og resten af Nordsjælland faldet med næsten 30 procent

Samfund
Jesper Kappel

28,2 procent – så meget er antallet af tvangsauktioner af private hjem faldet i Hørsholm og resten af Nordsjælland på et år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik. Faldet i Nordsjælland er større end landsgennemsnittet, som er på 22 procent ifølge Realkreditrådet.
I 2014 var der 559 tvangsauktioner i Nordsjælland, mens der var 779 i 2013. Faktisk er antallet af tvangsauktioner i 2014 det laveste i syv år, viser Lokalavisens opgørelse.
”Færre og færre familier står i den ulykkelige situation, at deres bolig ryger på tvangsauktion. Især de seneste to år er antallet af tvangsauktioner faldet markant. Det er en meget glædelig udvikling,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Flest i 2010

I 2010 var antallet af tvangsauktioner størst. Her måtte helle 1.272 familier gå fra hus og hjem.
Det er ofte betalingsproblemer udløst af for eksempel sygdom, ledighed eller skilsmisser, som er årsagen til tvangsauktionerne.
”Det faldende antal tvangsauktioner hænger sammen med, at færre danske familier har problemer med at betale boligydelsen. I dag er cirka 4.000 familier (Red: på landsplan) mere end tre måneder bagud med betalingerne på deres boliglån. Da krisen ramte hårdest var næsten 9.000 familier i problemer. Betalingsproblemerne er skrumpet i takt med de seneste års bedring på arbejdsmarkedet. Samtidig er det siden krisen blevet meget billigere at låne,” forklarer Ane Arnth Jensen.