Fortsæt til indhold

Lokal virksomhed får ordre gennem bygmed.dk

I et ønske om at få del i de store bygge- og anlægsopgaver i Køge kommune tilmeldte den lokale el-installationsfirma Henning Jensen Køge A/S sig projektet bag portalen bygmed.dk. Kort tid efter var den første ordre i hus.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING Formålet med Bygmed.dk er at synliggøre lokal arbejdskraft over for de store aktører, der kommer til Køge kommune for at arbejde på områdets mange bygge- og anlægsprojekter.
El-installatørfirmaet Henning Jensen Køge A/S tilmeldte sig bygmed.dk i håbet om, at de ville få del i opgaverne – og det fik de.
- Da vi blev præsenteret for portalen bygmed.dk, synes vi, at det lød som et spændende initiativ. Allerede inden portalen formelt startede op, gav den gevinst for vores virksomhed. Det levede klart op til de forventninger, vi havde!, fortæller Klaus Strømsholt, Overmontør, Henning Jensen Køge A/S.

Bygmed.dk som matchmaker

ARKIL A/S rettede henvendelse til Køge Erhvervsservice, som med projektet ”Store projekter, Væk
st og Jobs”, står bag portalen bygmed.dk, for at få en liste over lokale VVS- og EL-firmaer. Henning Jensen Køge A/S fik hermed mulighed for at give et tilbud til ARKIL A/S.
Opgaven bestod i at levere elinstallationer til etablering af den nye byggeplads i forbindelse med den nye højhastighedsjernbane København-Ringsted.
Valget faldt på el-installatør Henning Jensen Køge A/S. Siden har opgaven udviklet sig til levering af elinstallationer til en brokonstruktion på banen.
- At opgaven skulle videreudvikles og få den størrelsesorden, havde vi ikke drømt om, men det er jo bare perfekt, når matchet er der, og tingene kan udvikles.
Derudover er det et kæmpe plus for begge parter, at vi er fra lokalområdet. Vi har fået en rigtig god opgave, som kun ligger få kilometer fra vores hovedkvarter. ARKIL A/S har fået en underleverandør, som har et indgående kendskab til nærområdet og hurtigt kan komme til og fra byggepladsen, fortæller Klaus Strømsholt.

Bag bygmed.dk står projektet ”Store projekter, Vækst og Jobs”, som Køge Kommune igangsatte for at sikre, at lokalområdet får mest muligt ud af de mange store projekter.
Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune Mads Andersen forklarer:
- Jeg har fra starten bakket op om projektet, fordi jeg har en fast tro på, at projektet vil bygge bro mellem hovedentreprenørerne, som rykker ind for at bygge i Køge kommune og den lokale arbejdskraft.
En bro som skal sikre, at de mange bygge- og anlægsprojekter medfører vækst i vores virksomheder og giver nye jobs til borgerne her i kommunen.
Jeg er derfor virkelig glad for at se, at indsatsen har medvirket til, at det lokale erhvervsliv nu har fået del i opgaverne. Man kan sige, at visionen med ”Store projekter, Vækst og Jobs” og bygmed.dk er ved at blive til virkelighed.
Portalen ”bygmed.dk” er ikke kun for virksomheder og ledige inden for bygge- og anlægsbranchen. Portalen henvender sig også til lokale virksomheder indenfor eksempelvis service, markedsføring og handel. For at blive tilmeldt bygmed.dk kan projektleder Bent Lorentzen kontaktes hos Køge Erhvervsservice.