Fortsæt til indhold

Nykårede Åbyhøj-piger fanget af Egon

U14-pigerne fra Åbyhøj Basketball vandt forrige weekend pokalmesterskaberne

Samfund
Christina S. Johansen

Mens stormen Egon styrede showet udenfor, styrede Åbyhøj Basketballs U14-piger løjerne indendøre i Solrød Idrætscenter syd for København.
Åbyhøj-pigerne var i hopla i finalen i pokalmesterskaberne, hvor Køge skulle besejres for at nå frem til medaljerne og pokalen.
Der var godt fyldt op på tilskuerpladserne i hallen, hvor lydkulissen, ikke underligt, var til sjællændernes fordel.
På trods af “modstanden” fra publikum kæmpede pigerne bravt på banen i en intens og jævnbyrdig kamp, og da slutfløjtet lød, stod der 47-38 på måltavlen i Åbyhøjs favør. Dermed kunne guldet altså bogstaveligt talt regne over pigerne.
Efterfølgende blev årets pokalfighter kåret - Camilla Christiansen fra Åbyhøj løb med den titel.

Sov hos en modstander

Velomklædte og med guldet om halsen gik turen så hjemad til Åbyhøj, men her løb holdet ind i et mindre problem, da førnævnte storm Egon jo som bekendt lukkede Storebæltsbroen. De trætte spillere og medrejsende forældre var altså fanget i hallen, da ingen af dem var klar på at lave “en kronprins Frederik”.
“Det stod altså på en lang nat på en bænk i det sjællandske,” lyder det fra forælder Morten Larsen i en mail til redaktionen.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for en af Køge-spillerne og hendes mor dukkede pludselig op med varm kakao klokken 21 lørdag aften og bød på husly for stormen.
Og sådan gik det altså til, at 16 udmattede åbyhøjere overnattede i en modstanders hus i Solrød, mens Egon rasede af udenfor.
“Det er i sandhed sportsmanship! Tak til Adriana og Marta for gæstfrihed og omtanke,” skriver Morten Larsen videre.