Frederik på scenen med Tom K og Prins Joachim
Frederik Vesti fra Grønbjerg er årets karting-talent
Ok, hvor mange 13-årige drenge i Danmark får lov til at stå på scenen sammen med Tom Kristensen og Kevin Magnussen og lade sig hylde som årets kartingtalent.
Svaret er simpelt.
En.
Og den ene er 13-årige Frederik Vesti, der er så supergod bag rattet i en go-kart, at han er årets talent. Den unge mand fra Grønbjerg-Filskov området, var da også mere end glad for at få den hæder og oplevelse.
“Det var vildt at stå på den store scene (Cirkusbygningen i København) foran tusind mennesker. Det er noget helt andet end at blive fejret efter en sejr. Men selvom jeg var nervøs, var jeg ikke så nervøs, og det gik rigtigt godt,” siger han.
Kæmpe oplevelse
At stå på scenen sammen med de store helte i form af Kevin Magnussen og Tom kristensen, gjorde jo ikke ligefrem oplevelsen mindre. Ikke at han ikke havde mødte dem før, men det er trods alt noget andet at stå på samme scene og blive hyldet.
“Det var en stor kæmpe oplevelse. Vi snakkede sammen bagefter og jeg fik taget billeder sammen med dem,” siger han.
Men først og fremmet handlede det om den ære, det er, at være landets største talent indenfor sin sport.
“Det er rigtigt fedt at være årets talent i karting. Det betyder meget for mig. Det er jo en stor anerkendelse, og er et step videre i karrieren. Det betyder også noget for mine sponsorer, for når der er fokus på mig, er der fokus på dem,” siger han.
I denne sæson, som endnu ikke er i gang, er målet selvfølgelig endnu flere sejre, og sådan forbliver målet, for:
“Jeg vil være verdensmester i Formel 1. Det har altid været målet, og det er det stadig,” siger han og smiler.