Fortsæt til indhold

Testcenter for dyrkning af tang i Norddjurs

AlgeCenter Danmark har planer om et tangdyrkningsanlæg ved Djursland

Samfund
Anette Bonde

AlgeCenter Danmark har søgt Kystdirektoratet om tilladelse til at etablere et tangdyrkningsanlæg i farvandet ud for Karlby Klint nord for Grenaa. Formålet er at teste metoder til dyrkning af tang i åbne farvande og undersøge, hvordan det tang påvirker havmiljøet. Bag AlgeCenter Danmark står Kattegatcentret/Havets Hus, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut.

Nye arbejdspladser

Tang bruges allerede til mange forskellige produkter som fødevarer, dyrefoder, helseprodukter og kosmetik, og efterspørgslen på tang som råvare forventes at stige i de kommende år.
”Vi vurderer, at der er gode muligheder for at tjene penge på at dyrke i danske farvande. Både i de processer, der er direkte knyttet til produktion og høst til havs, men også i relaterede erhverv for eksempel i forbindelse med udvikling af høst- og lagringsteknologi,” fortæller projektleder Leivur Gilli Trónd fra Teknologisk Institut.
AlgeCenter Danmark vil gerne i dialog med interesserede borgere om planerne for det kommende tangdyrkningsanlæg og inviterer derfor til informationsmøde i Kattegatcentret onsdag 21. januar klokken 17.30-19.