Fortsæt til indhold

90-årig død efter pleje-svigt

En sygeplejerske fra kommunen og en servicemedarbejder fra Egedal Hjemmeservice kørte igen, da 90-årige Gunnar Grønnebæk lå med en hjerneblødning og ikke kunne åbne døren. Nu beklager kommunen fejlen

Samfund
Kenneth Tanzer

TV2 Nyhederne bragte søndag aften et indslag om, hvordan den 90-årige Gunnar Grønnebæk kunne have fået hjælp i sit hjem, hvis en kommunal sygeplejerske og en hjemmehjælper/servicemedarbejder fra det private firma Egedal Hjemmeservice havde fulgt alle Egedal Kommunes instrukser.
Den ældre mand blev i starten af november syg og lå hjælpeløs med en hjerneblødning i sit hjem i næsten to døgn, før han blev fundet af sin søn og kørt på hospitalet. Manden døde kort før jul under et genoptræningsophold.
Gunnar Grønnebæk var gennem Egedal Kommune visiteret til et såkaldt omsorgstilsyn, hvor en sygeplejerske kom på besøg hver anden uge. Samtidig var han visiteret til hjælp til indkøb hver uge og til rengøring m.v. hver anden uge.
Tilfældigvis og på forskellige tidspunkter kom både den kommunale sygeplejerske og en medarbejder fra det private Egedal Hjemmeservice forbi den 90-åriges hjem i netop de timer i starten af november, hvor han lå alvorligt syg i hjemmet. Men da døren ikke blev åbnet, valgte både sygeplejersken og medarbejderen at køre igen uden at handle på den manglende kontakt til borgeren.
"Jeg kan kun på Egedal Kommunes vegne dybt beklage, at der i to tilfælde skete fejl, der betød at borgeren ikke fik en hurtigere hjælp. Det er naturligvis et stort svigt," siger centerchef i Center for Sundhed og Omsorg, Erik Petersen.
Han erkender, at sygeplejersken og hjemmehjælperen skulle have reageret anderledes, da Gunnar Grønnebæk ikke åbnede sin dør.
"Vi har nogle helt klare regler på området, som skal overholdes. Hvis man ikke kan komme i kontakt med en beboer, så kan man se i journalen, om der kommer andre forbi, men de pårørende skal kontaktes, og hvis de ikke er til at træffe, så skal man kontakte politiet, som så vil komme ud og lukke sig ind i hjemmet," siger Erik Petersen.
Episoden har ifølge Lokalavisen Egedals oplysninger fået Egedal Hjemmeservice til at fyre medarbejderen, men centerchef Erik Petersen vil ikke skride til samme handling overfor sygeplejersken.
"Hun har fået en påtale efter en beklagelig fejl, men man skal begå flere fejl, før man bliver fyret. Hvad Egedal Hjemmeservice gør, er helt op til dem," siger Erik Petersen.
Han vil nu indskærpe over for alle - både egne ansatte og privatansatte, der agerer for kommunen - at de er forpligtet til at følge instrukserne nøje på hvert eneste hjemmebesøg og 'slå alarm', hvis de ikke kan komme i kontakt med en borger i eget hjem.
"Der er handlet forkert i denne sag. Det er helt tydeligt. Derfor må vi igen gøre det klart, at reglerne på området skal følges. De regler er så klare og gør, at det ikke burde ske igen," siger centerchefen.
"Kan du forstå, at folk er chokerede over dette svigt?"

"Ja, jeg kan godt forstå, hvis folk er urolige, når de hører sådan en historie, men på ét år har vi over 300.000 hjemme-besøg, hvor servicen er god og reglerne bliver fulgt. Jeg forsvarer ikke denne episode, for det er dybt beklageligt, men det er stadig én fejl ud af 300.000 besøg," siger han.