Ortopædkirurg fortæller om oplevelser ved frontlinjen
Krigskirurg i verdens brændpunkter
Ortopædkirurg Flemming Hansen er til daglig ansvarlig for behandlingen af tilskadekomne patienter på Regionshospitalet Randers. Han har også tilknytning til det danske forsvar, og torsdag 22. januar kl. 19 indbyder Gigtforeningen i Norddjurs Lokalgruppe til foredrag på Posthavens Café i Grenaa, hvor Flemming Hansen fortæller om sine erfaringer som krigskirurg i verdens brændpunkter.
Han har været udsendt syv gange, heraf fire gange til Afghanistan. Han vil blandt andet komme ind på, hvordan hans erfaringer fra udlandet kommer patienterne på Regionshospitalet i Randers til gode. Han vil også fortælle om at arbejde på det hospital, som på det tidspunkt behandlede flest svært tilskadekomne patienter i hele verden samt om etiske og moralske udfordringer i gerningen som krigskirurg og om de udfordringer der er, når 80 procent af patienterne har meget begrænsede økonomiske midler.
Der er tilmelding til arrangementet og entre.