Fortsæt til indhold

Rigtig beslutning

"Det ville skabe et dårligt forhold mellem skoleledelsen og eleverne, hvis man i hverdagen testede for alkohol og stoffer," siger Amalie Plambech, der er elevrådsformand på Egedal Gymnasium & HF

Samfund
Kenneth Tanzer

Egedal Gymnasium & HF har umiddelbart ingen planer om at indføre muligheden for at teste eleverne for alkohol og stoffer.
Og det skaber glæde hos elevrådsformand Amalie Plambech fra 3.B.
“Det er ikke nogen god ide at teste eleverne i hverdagen. Det ville skabe et dårligt forhold mellem skoleledelsen og eleverne. Tilliden ville blive sat på en prøve, og det kunne blive ubehageligt. Var der stoffer i omløb på skolen, så kunne testen være en mulighed, men ellers ikke. Jeg tror mere på forebyggende arbejde i form af information om alkohol og narko,” siger Amalie Plambech, som kun kan huske få episoder, hvor elever har været påvirket i skoletiden.
“Det kan da godt ske, at enkelte elever har haft tømmermænd om fredagen, men det er meget sjældent og ikke et problem på vores skole. Det er jo ikke sådan, at en klasselærer har siddet med en hel klasse, hvor alle elever har været fulde eller haft tømmermænd,” siger hun.

Godt opsyn til fester

Amalie Plambech roser desuden sikkerheden og opsynet i forbindelse med festerne på Egedal Gymnasium & HF.
"Der er vagter, som tjekker vores tasker for alkohol, inden vi kommer ind. Det er fint og fungerer rigtig godt," siger hun.