Massiv fremgang i antallet af eksportvirksomheder i Køge
Der bliver flere og flere virksomheder, der eksporterer i Køge Kommune. Siden 2006 er antallet steget med 26 procent, en stigning der er dobbelt så høj som på landsplan.
EKSPORT En meget stærk erhvervskommune. Det er det billede, der tegnes af Køge Kommune i det netop udkomne VækstVilkår Køge.
På en lang række parametre går det fremad for Køge, særligt på eksportområdet står kommunen stærkt med mange stærke eksportvirksomheder og flere der kommer til.
- Vi er en af de kommuner, som har flest job pr. indbygger i den arbejdsdygtige alder. Vi har et meget stærkt erhvervsliv, som har klaret sig rigtig flot gennem krisen, særligt på eksporten, som er et meget vigtigt parameter, siger borgmester Flemming Christensen.
I alt er der knap 17.000 job i Køge Kommunes virksomheder, det tal har været stabilt de seneste to år hvilket ikke mindst skal ses i sammenhæng med en stærk udvikling i eksporten. Køge er en af de kommuner i Region Sjælland med højest eksport.
- Køge Kommune har rigtig gode muligheder i fremtiden. Vi ligger godt i forhold til logistikken både mod syd og nord.
Den placering kan vi se at flere og flere virksomheder udnytter til at få sendt varer ud over grænserne. At væksten i antal eksportvirksomheder har været dobbelt så høj i Køge, som i resten er landet, siger noget om vores styrke, fortæller borgmesteren.
I Væksthus Sjælland ser man også Køge som en af de vigtigste erhvervskommuner i Region Sjælland.
- Den høje eksport fra Køge skyldes faktisk i meget høj grad en stærk koncentration af industri i Køge Kommune. For Industri er typisk også eksportvirksomheder.
Industrien er et af de områder, hvor der de seneste år er tabt mange job, og det gælder til dels også i Køge Kommune, men ser man på udviklingen siden 2010 har Køge Kommunes industrivirksomheder klaret sig bedre sammenlignet både med resten af regionen og landet, siger direktør i Væksthus Sjælland, Mads Váczy Kragh.
Den høje eksport skyldes dog ikke alene industrisektoren. Servicevirksomheder er i løbet af de sidste år i højere grad end tidligere også begyndt at eksportere fra Køge Kommune, viser tallene.
Der er i disse år en række udviklingsprojekter i Køge Kommune med nye erhvervsområder og – satsninger. Her ser væksthusdirektøren også rigtig gode muligheder fremadrettet.
- Køge Kommune står med rigtig gode kort på hånden de næste år.
Man er i forvejen et centrum for transport og logistik, og med udvidelserne også på havnen, så kommer Køge Kommune til at være en meget stærk erhvervskommune også i fremtiden.
Så ikke alene står Køge med gode kort, de spiller dem også rigtigt med de udvidelser de har i gang, siger Mads Váczy Kragh.
VækstVilkår Køge udgives af Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland og kan findes på www.vaekstanalyse.dk/vaekstvilkaar.
sl