Solid opbakning til HB Køge fra sponsorerne
HB Køge glæder sig over stigende opbakning på sponsorsiden, med såvel forlængelser af eksisterende sponsoraftaler og tilgang af nye sponsorer.
UDVIKLING HB Køge glæder sig i denne tid over en stigende opbakning på sponsorsiden, og det er noget der luner midt i en kold tid, hvor man netop har taget hul på opstarten før forårssæsonen.
Således har fx. Royal Unibrew A/S forlænget og opgraderet deres aftale, så man nu er EuroPartner i den ambitiøse klub, noget man naturligvis er begejstret for i HB Køge. Adm. direktør Peter Frank siger:
- Vi er begejstrede over den flotte opbakning Royal Unibrew viser med den nye aftale. Royal Unibrew har i mange år været en stærk partner hos os, og vi er glade for at de har valgt at forlænge og opgradere samarbejdsaftalen.
Vi er stolte over at Royal Unibrew udviser os tillid i vores projekt om at komme til at spille Superligafodbold på Køge Park i nær fremtid.
Hos Royal Unibrew glæder man sig også over den opgraderede aftale, og man ser frem til at være en del af HB Køge fremover.
- Vi ser det som en helt naturlig ting, at fortsætte det gode samarbejde med HB Køge, og som en lokal virksomhed føler vi det er vores pligt at være en del af HB Køges spændende projekt, som forhåbentlig kan gøre Royal Unibrew - og ikke mindst vores Faxe Kondi - endnu mere synlig og en naturlig del af vores engagement i lokalområdet, siger Freddy Larsen, der er sponsorchef hos Royal Unibrew.
Som en del af aftalen har HB Køge fra i år indført Faxe Kondi Prisen, der går til årets spiller i HB Køge.
Spar Nord MålBank
En anden af klubbens faste sponsorer, Spar Nord Køge Bugt, har også for nylig forlænget deres aftale som EuroPartner og tillige med været idémager til et helt nyt sponsorkoncept i HB Køge. Konceptet har fået navnet Spar Nord MålBank og fungerer i korte træk som en form for målaktieklub, hvor deltagerne støtter med et beløb for hvert scoret mål lavet af samtlige HB Køge hold i foråret 2015.
Deltagerne eksponeres til gengæld i forskellige sammenhænge, bl.a. på HB Køges hjemmeside og i en fælles annonce i lokalavisen Lørdags Avisen, når forårssæsonen er afsluttet.
Af andre nylige forlængelser kan nævnes at Dana Lim A/S har forlænget sin aftale som NationalPartner og at XL Byg CF Petersen & Søn A/S har forlænget som EuroPartner.
Ny sponsor
Som en af de nye sponsorer har man fx. budt velkommen til Statoil som HoldPartner.
Her er der ovenikøbet kontante fordele at hente hos klubbens øvrige sponsorer. De kan nemlig nu tilmelde sig HB Køge Statoil Miles aftalen, og derved få rabat på brændstof til bilerne.
Dialog med hovedsponsor emner
Endelig beretter man hos HB Køge om, at man er i dialog med flere emner i hovedsponsor kategorien, og at det ser lovende ud.