Fortsæt til indhold

Beredskabschef kritiserer besparelser

Kaj Petersen håber, at landsdækkede besparelser kan bremses

Samfund
Peter Friis Autzen

“Ikke fagligt forsvarligt.”
Sådan siger Fredericias beredskabschef, Kaj Petersen, om en 175 millioner kroner stor, landsdækkende sparerunde på beredskaber og brandvæsener.
Kaj Petersen håber stadig, at sparerunden standses.
“Man kan godt nå at rulle besparelsen tilbage. Hvis man vil,” siger han.
Men han tvivler på viljen.

Usaglige besparelser

Lokalt i Trekantområdet står seks kommunale beredskaber foran at blive fusioneret. Trekantens Brandvæsen kommer til at dække Fredericia, Middelfart, Vejle, Vejen, Billund og Kolding Kommuner.
Fusionen er en krævende men god idé, mener Kaj Petersen. Også selvom den gennemføres for pengenes skyld.
“Vi får et mere robust og også billigere beredskab, når sammenlægningen er på plads,” siger han.
Så det er ikke den lokale plan, Kaj Petersen kritiserer. Derimod langer han ud efter den sparerunde, der er politisk vedtaget for landets samlede beredskaber.
“Man satte spare-beløb, før man forholdt sig til faglige muligheder,” siger han.
Han frygter, at beredskaberne rundt om i landet føler sig presset til at gennemføre fagligt uforsvarlige besparelser blot for at nå op på det dikterede millionbeløb.
“I stedet for at diktere et bestemt sparemål, burde man have bedt beredskaberne regne ud, hvor store besparelser, der kunne hentes hjem fagligt forsvarligt. Det ville formentlig have ført til et mindre beløb,” siger Kaj Petersen.

Flere opgaver - færre penge

Samtidig med, at beredskaberne på landsplan skal spare 175 millioner kroner, vokser antallet af opgaver.
“Vi skal håndtere flere og flere udfordringer med oversvømmelser og lignende som følge af klimaændringer. Og vi skal også forholde os til såkaldt galmands-værk. Men mens opgaverne vokser, skal vi spare 175 millioner,” siger Kaj Petersen.

Konservative: Uforsvarligt

Den konservative ordfører, Tom Behnke, er enig.
“Man har hele tiden jagtet et tal i besparelser i stedet for at se på, hvordan man får den bedste kvalitet og bedste robusthed. Vi konservative så os til sidst nødsaget til at træde ud af forligskredsen, for vi kan ikke stå inde for de besparelser, der kommer til at ske på det statslige beredskab,” skriver han i en mail til redaktionen.
Ordførere fra V, S og R har ikke svaret på Lokalavisens henvendelse.