Den helt særlige dag
Dagen var ellers startet helt normalt for lærere og elever på Regnbueskolen.
Men de vidste godt, at det ville blive en noget længere dag. Som traditionen nu var, den første fredag efter årsskiftet, skulle en indskrivning finde sted.
For elever og lærere på Regnbueskolen er indskrivning en fælles og traditionsrig begivenhed, man løfter i fællesskab. Og så bliver man gerne en time eller to længere i skole.
“Jeg synes, det er en god tradition, og jeg elsker at udvise sammenhold og regnbueånd,” siger Josefine i niende klasse.
De spændte gæster
De kommende elever er 15 meget unge mennesker med deres forældre. Otte piger og syv drenge i selskab med en hel skole.
Man kan tydeligt mærke, at gæsterne er spændte, da de sætter sig foran den store samlede flok skoleelever, der møder dem i Regnbueskolens åbne rum.
Elever fra 0. til 9. klasse, skolelærere, samt en frisk og glad skoleinspektør. Og så endda på en fredag.
“Det er jo en hyggelig tradition”, siger mor, Ingeborg, om indskrivning på Regnbueskolen,
“Det er dejligt at se skolen, og hvor børnene skal gå,” siger hun, imens datteren putter sig ind til hende.
Sang om mangfoldighed
De kommende elever får ikke kun lov til at betragte skolen og blive vist rundt af ældre elever. De møder også deres kommende klassekammerater og lærere.
“Jeg kunne godt lide, at vi havde undervisning”, tilføjer en kommende elev tilfreds.
Som traditionen nu er, sluttes indskrivning af med sang, hvor alle i fællesskab skaber noget større.
Der bliver sunget om plads til mangfoldighed, åbenhed over for hinanden og om at værne om Jorden.
Nuværende forældre kommer gerne lidt før for at synge med - stemningen og harmonien bliver simpelthen smukkere og renere for hvert år.
En indskrivning på Regnbueskolen er virkelig noget særligt.