Fortsæt til indhold

Yngre landbrugsmekaniker hædret

Samfund
Arkiv

Mikkel Vestendahl Jensen blev forleden hædret med 5.000 kroner og et diplom som modtager af Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat til yngre særligt dygtige og vellidte landbrugsmaskinmekanikere.
Hvem gider stå op klokken 03.00 om morgen på sin fødselsdag og køre en lang tur for at reparere en mejetærsker, der skal være høstklar samme dags morgen?
Det gør Mikkel Vestendahl Jensen. Han blev udlært som landbrugsmaskinmekaniker hos Traktor & Høstspecialisten A/S i Grundfør i december 2013 - og er bogstavelig talt ret vild med sit job.
“Du har under hele din uddannelse udvist stor flid og engagement omkring dit arbejde. Og du har selvstændigt udført alle opgaver med megen omhu og akkuratesse,” lød ordene fra Jens-Aage Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening, da han overrakte Mikkel Vestendahl Jensen et diplom ved en lille ceremoni hos Traktor & Høstspecialisten.
Indehaverne af maskinforretningen, Allan og Mariann Mahler er yderst glade for Mikkel Vestendahl Jensen.
“På det menneskelige plan er du altid imødekommende, du har et godt humør og er velafbalanceret. Derfor er du også vellidt blandt dine kollegaer,” fremhævede de blandt andet.