Cosmo vækker gode minder

”Cosmo er en dejlig hund. Det er han. Så dejlig”.
Ordene gentages igen og igen. Først er det 80-årige Gerda Dahl, der betror mig, hvilket ottende vidunder besøgshunden Cosmo er. Vi har lige mødt hinanden i den Blå Stue på plejecenter Møllegården. Alligevel er vi helt på bølgelænge fra første sekund. Glæden ved hunde har vi nemlig til fælles.
Gerda fortæller, at hun selv har haft en golden retriever, og at Cosmo er næsten lige så dejlig, selvom han er en labrador. Her kommer der et finurligt glimt i øjet.
”Jeg ser frem til torsdagene, hvor Cosmo kommer forbi. Det er dejligt, at klappe ham. Det er så dejligt at have en hund omkring sig igen,” smiler hun.
Gerda fortæller, at ”hundemor”, Elisabeth Schriver, ind imellem også har barnebarnet med. Børn og hunde på en gang. Så bliver festen i den Blå Stue ikke meget bedre.
Øjeblikke senere triller 83-årige Ruth Nørgaard om hjørnet til stuen, og allerede mens hun manøvrerer kørestolen på plads ved bordet, slår hun fast igen og igen, hvad Gerda allerede har fortalt: Cosmo er en lækkermås.
”Cosmo ER bare så skøn og dejlig. Jeg glæder mig hver gang til at se ham. Han er så god og glad. Jeg har haft hund hele mit liv, og Cosmo bringer så gode minder om dem tilbage,” fortæller hun smilende og klapper en imaginær hund.
”Det at mærke en stor hund, det er bare lykke,” konstaterer hun.

Guffer og gensynsglæde

Det er torsdag formiddag lidt over ti, og vi venter på hovedpersonen. Han er en tur i kælderen og hilse på personalet der, inden kan kommer med elevatoren op til første sal. Nu er der ved at være trængsel omkring bordet i den Blå Stue. Jytte og Edith og Tutte er også kommet til. Alle har haft hund engang, og mødet med en hund vækker dejlige minder
Nu kan vi hører elevatordøren gå op, og opmærksomheden rettes lynsnart mod døren. Her kommer Cosmo logrende til syne og gensynsglæden strømmer ham i møde.
Mens Cosmo lunter rundt og hilser på de ældre damer, finder Elisabeth hans morgenmad frem. Det er helt almindeligt hundefoder, og damerne får en håndfuld hver, som de kan give ham, når han hilser på dem. Den deal er Cosmo helt med på. Det er lykke med glasur på, mens han går fra hånd til hånd under bordet og guffer i sig.
Der bliver klappet, nusset og nuldret ører, og Cosmo finder sig tålmodigt i det hele.
”Han kan ikke blive krammet og kælet for meget. Han elsker det,” siger Elisabeth henkastet til mig, mens jeg prøver at lokke hovedpersonen frem fra mørket under bordet til et portrætfoto. Uden guf, er jeg dog fuldstøndig ligegyldig i Cosmos univers. Her er det de ældre damer og deres godbidder, der tæller.

Gevinst for alle parter

Cosmo er syv år og har været besøgshund på Møllehjørnet de seneste to år.
”Jeg hørte om besøgshundeordningen i 2012, og tænkte, at det da lige var noget for Cosmo. Han er den roligste og mest gemytlige hund, man kan forestille sig. Da jeg kort efter så, at der var session til Skanderborg og Ry, så skyndte jeg mig at stille op med Cosmo,” fortæller Elisabeth.
Cosmo bestod testen med glans og allerede på vej ud af døren fik Elisabeth at vide, at han var godkendt som besøgshund.
”Du skal ikke tro, det kun er for de ældre damers skyld. Cosmo elsker det, og det gør jerg også. Vi glæder os til at se damerne. Så snart jeg begynder at gøre klar torsdag morgen, så ved Cosmo godt, hvad der skal ske og er utålmodig efter at komme af sted. Og han har styr på dem. Mangler der n, så henter han dem på stuerne,” griner hun.
”Det er også et frikvarter for mig. Når jeg går herfra, er jeg opløftet og glad. Det er skønne dejlige damer og vores torsdag sammen er en dejlig livsbekræftende oplevelse. Hver gang.
Der er trillet bold, drukket kaffe og talt om hunde og de nye sladderhistorie fra verden udenfor, og Cosmo begynder at blive småtræt. Efter en time siger Elisabeth farvel til hundevennerne og Cosmo lunter godmodigt efter hende ud af den Blå Stue.