Ingeniører er rykket ind i den forladte Danske Bank
Lars Lindgaard manglede plads, som han så fandt i Storegade i Hinnerup
Pengeautomaten står fortsat og brummer sagte henne i hjørnet.
“Vi kan lave en støjdæmpning, men vi skal passe på ikke at støde til den. Så går alarmen.”
Den velbesøgte kontantautomat i Hinnerups Storegade har nu fået ingeniører rundt om sig.
Det rådgivende ingeniørfirma Lars Lindgaard har de sidste ti års tid haft til huse i Vestergade 1 i Hinnerup. Det har de stadig.
To firmaer i banken
Men pladsen er blevet trang, da firmaet ekspanderer, så da Danske Bank forlod Hinnerup stod der ledige lokaler klar i Storegade. Dem er Lars Lindgaard nu rykket ind i.
“Ja, vi deler så lokalet med medarbejdere fra Viegand Maagøe, som arbejder med energiløsninger,” fortæller direktør Lars Lindgaard i boksdøren i den gamle bank.
“De er ellers et københavnerfirma, men har så deres jyske afdeling her.”
Gamle vaner er svære at ændre. Selvom Danske Bank for lang tid siden ophørte med at have kassebeholdning og nu er helt væk, kommer der stadig folk og spørger, om de kan ordne bankforretninger.
Er det ældre mennesker?
“Næh, det er også de unge,” siger Nikolaj Preuss.
Firmaet Lars Lindgaards hjemmeside