Fortsæt til indhold

Én af de Rigtige Mænd bor i Allingåbro

Søren Holm er ved at blive Danmarks-berømt som én af DR’s Rigtige Mænd

Samfund
Anette Bonde

“Hvad er det for noget pladder”, tænkte Søren Holm, mens han spiste sin morgenmad foran tekst-tv.
DR søgte nogle rigtige mænd, læste han, og de skulle udsættes for nogle udfordringer. Her var han tæt på at bladre videre.
“Men der stod Rigtige Mænd, så jeg blev jo nødt til at kigge.”
Videre i teksten stod der noget med “drengerøve og udfordringer” og “...kunne ende med en lækker krop sidst på sommeren”.
“Jeg behøvede jo ikke at kigge ned ad mig selv. Så tænkte jeg, at hvis de kunne klare dét, så var jeg villig til at stille op til forsøg”, griner Søren Holm,
Han bor i Allingåbro, og er nu kommet på fornavn med det meste af Danmark som én af de medvirkende i DR's serie “Rigtige mænd”. Den er på skærmen seks onsdag aftener i januar og februar, og de første tre udsendelser har haft nogle fænomenale seertal med over en mio. seere.
Optagelserne startede i marts sidste år og var færdige i november. Ifølge drejebogen skal fem jyske håndværkere på fem måneder trænes op til at gennemføre en XTERRA triathlon med løb, svømning og mountainbike. Den fandt sted i september.

At være Søren fra Jylland

Søren Holm har ikke fortrudt at han meldte sig, men han erkender, at han nok havde betænkt sig lidt længere, hvis han havde vidst, at det ville blive så stort, som det er blevet.
“Jeg er frygtelig stolt over at folk synes det er et fedt program. Men det er vildt fra at være Søren fra Allingåbro til at være Søren fra Jylland og kendt i hele Danmark. Hvis ikke jeg havde mit arbejde, kunne jeg sidde på Facebook hele dagen og sende hilsner retur. Jeg har endda fået en hilsen fra Norge.”
I Allingåbro møder han også mange smil og hilsner. Han har boet i byen i cirka fem år.
“Et hunkønsvæsen endte med at trække mig til Nørager. Her boede jeg et par år, og flyttede så til Allingåbro”, forklarer han.
Og det er han godt tilfreds med.
“Her er nogle søde og rare mennesker, masser af motortræf, og hvis man gider at træde ud af døren, er der en masse ting, man kan gå til. Jeg er fan'me glad for at bo her - det er en rar by.”
Søren Holm har derfor ikke så meget til overs for dem, der siger, at det er en “røvkedelig by”.
“Som regel er det dem, der sidder hjemme ved fjernsynet, der siger det.”

Søren Holm med den efterhånden berømte Hyundai I10, der har været på TV flere gange.

Holder stadig forbindelsen

Selve optagelserne til de seks programmer var det ingen sag at medvirke i.
“Vi har haft det hyleskægt. Man vænner sig hurtigt til at der er kamera på, og at man bare kan være sig selv.”
De fem håndværkere holder stadig forbindelsen.
“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at gutter der har været igennem noget sammen, får et sammenhold. Det er blevet nogle venner, der er rigtig rare at have.”
Også nogle af de lokale idrætsudøvere, han mødte via udsendelsen, nyder han at være sammen med.

Hjemme i garagen har Søren Holm både en cykel og en motorcykel. Tidligere var det bare motorcyklen, der blev brugt.

Smed sig i sofaen

Inden Søren Holm kom med i Rigtige Mænd havde han et meget afslappet forhold til motion.
“Alt hvad der fik mig til at svede var jo træls.”
Når han fik fri fra sit arbejde, smed han sig i sofaen derhjemme. Han havde en cykel, men den cykel, han brugte mest var motorcyklen.
Tidligere har han mange gange startet på en kur, men er stoppet igen efter nogle få dage. Nu er han kommet dertil, at han gerne vil slå et slag for, at en livsstilsændring er inden for rækkevidde for de allerfleste.
“Det vil jeg gerne give videre til de mænd, der sidder derhjemme ligesom jeg sad for et år siden. Det kan lade sig gøre at ændre sin livsstil, selv om det er svært. Det hjælper at have et mål og noget støtte i en gruppe. Og noget af det vigtigste er at have tålmodighed.”