Tag en lille pause
”Hold en pause og mærk livet, mens det er her.”
Sådan lyder det fra yogalærer, personlig træner og livsstilscoach Mette Kopp, der netop har udgivet en lille bog med ”24 pauser”, som også er bogens titel.
Lille skal tages helt bogstaveligt, da bogens højde er det samme som tastaturets og bredden det samme som det numeriske tastatur. Altså lige til at have liggende og slå op i, når du trænger et pusterum. En pause til at få nærvær ind i dit liv.
Mette Kopp siger selv i indledningen, at bogen er en træningsvejledning for nærværsmusklen. Og den er vigtig for at vi kan få mere tid; tid til nydelse, tid til refleksion, tid til livskvalitet. Tid til at være i live, mens vi er det, lyder det fra Mette Kopp.
Det handler som nævnt om nærvær eller mindfulness. Det er bare at bladre bogen igennem og falde over én af de 24 øvelser og blot bruge et minut eller to til at tænke over ordene.
Det virker afstressende – prøv selv bogens første øvelse: ”Vær der, hvor du er. Ikke der, hvor du synes, at du burde være.”
Bogen hedder ”24 pauser” er udkommet.
RS