Vejen banet for ny dagligvarebutik i Ryomgård
Meget få indsigelser og kommentarer til lokalplan for Vestergade 96+98A, som PUK-udvalget tirsdag sendte videre til byrådet med anbefaling om godkendelse
Byrådet forventes at godkende lokalplan for en dagligvarebutik på op til 1000 m2 på matriklerne 1 og 1rg, Ryomgaard hgd., Marie Magdalene, Vestergade 96 + 98A, Ryomgård på byrådsmødet senere i denne måned.
Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur (PUK-udvalget) havde lokalplanen på dagsorden på tirsdagens udvalgsmøde, og udvalget havde ingen betænkeligheder ved at sende den videre med en anbefaling om godkendelse til byrådet.
"Der var kun fremsendt ganske få indsigelser, bemærkninger og kommentarer under den otte uger lange høringsfase," fortæller PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF).
"De ting, der var, kunne klares ved en yderligere redaktionel bearbejdning, og jeg forventer, at byrådet godkender lokalplanen på vores næste møde," tilføjer hun.
Det var rådgivningsfirmaet Kaj Ove Madsen A/S i Hinnerup, der for halvandet år siden bad Syddjurs Kommune om at sætte lokalplan-processen i gang.
Lokalt gisnes der om, hvad det er for en dagligvarebutik, der har planer om at åbne på arealet, og som får en favorabel placering overfor SuperBrugsen Ryomgård.
Den slags afsløres sjældent, før en endelig lokalplan er godkendt, så når byrådsmødet onsdag 25. februar 2015 er slut, er vejen banet for at løfte sløret.