Her griner vi

Jeg sidder på en udendørs internetcafe i Rumphi i den nordlige del af Malawi. Cafeen er placeret i baghaven hos byens gymnasielærer, og rummer treenhalv stationære computere fra dengang Windows stadig var navngivet med et årstal. Cafeen har syv gæster. En sidder og hører gospelmusik på et par meget skrattende højtalere, en anden ser videoer fra sit usb-stik og de resterende hænger i et par amputerede plastikstole, og skæver lidt til mit stadig tomme word-dokument. Udsigten er fantastisk. Hvis jeg ikke var så ekstremt dårlig til flora, ville jeg kunne komme med lange, fortryllende beretninger om de træer og blomster, der pryder de omkringliggende haver. I horisonten minder de enorme bjerge om den smukke, men også barske natur, der danner rammen om Malawi, og som størstedelen af befolkningen er så afhængige af. Landet, som grænser op til Mozambique mod øst, Zambia mod vest og Tanzania mod nord, er rangeret som et af verdens absolut fattigste lande. Her sidder jeg så, og forsøger at brygge en artikel sammen, som kan beskrive min første tid som volontør i Malawi. Det er svært. Ikke kun fordi indtrykkende er mange og forskelligartede, men også fordi min sidemakker lige har sat en video på, som i Danmark formentlig var blevet forvist til voksenhjemmesider. Stemningen skifter hurtigt i cafeen, al aktivitet stoppes og pludselig står samtlige gæster samlet om vores lille bord og min sidemands 12 tommers computerskærm, som man ellers kun ser det til store fodboldkampe. Porno er ulovliggjort i Malawi, men i dag ser internetcafeernes gæster stort på forbuddet. Scenariet er sjovt, synes jeg. Derfor begynder jeg at grine. Og som var jeg pludselig den nøgne kvinde, vender alle blikke sig væk fra den lille skærm og over på mig. Nu begynder de andre også at grine. Og her sidder vi så. Grinende, smilende og udveksler gloser på lokalsproget Tumbuka, som jeg naivt nikker med på for at være en del af den gode stemning. Og sådan er det tit. De griner ad mig, jeg griner ad dem, og vi griner med hinanden. Det er ikke altid alle helt ved, hvad der grines af, men når den verbale kommunikation svigter, griner vi. Jeg bor hos en familie i en lille landsby 35 kilometer vest for Rumphi, hvor kommunikationen med familiens to sønner på fem og 10 år ofte kan være lidt svær. Derfor lærte jeg dem hurtigt om dykkertegn, så jeg kunne høre om de havde det okay, men vigtigst af alt, så jeg kunne tilkalde hjælp, når der var edderkopper på mit lille værelse. Og drengene griner ad mig, når jeg kommer løbende ind i stuen, fordi en edderkop på størrelse med fuldvoksen mands højre næve kigger på mig med sine onde øjne fra loftet over min seng. De griner ad mig, når når jeg smører solcreme på. De tror, at jeg er i færd med at male mig endnu mere hvid. Men hvordan er det lige, jeg forklarer drengene, der aldrig har set andre steder end deres egen landsby, hvad solcreme er? Deres grin er dog vand sammenlignet med det latterbrøl, der kom, da jeg blev sat på holdet, der spillede uden trøjer til fodboldtræningen. Min hudfarve, kondition og ikke mindst kropsbygning kunne mildest talt ikke matche de lokale drenges, og det lignede mest af alt, at jeg var banens lysmast, der var faldet ned, og oplyste midtercirklen, hvor jeg primært befandt mig. Men malawianerne er ligeglade. Alle kan være med, også selvom min skrigende hudfarve kan være forstyrrende for spillet. Det er ikke så vigtigt, hvem der vandt eller at bolden er lavet af et oppustet kondom. Alle skulle kunne spille med, og alle skal have det sjovt. Ej heller var det særlig vigtigt, da jeg i forrige uge var inviteret til bryllup, hvor kirken uheldigvis var uden strøm. Musik skal naturligvis til, så løsningen var en mørkeblå Toyota Corolla, som stod parkeret foran indgangen og leverede musikken til den lille kirke, som man ellers kun ser det på den københavnske vestegn. Et bizart scenarie, men løsningen var effektivt, og så gør det egentlig ikke så meget, at æstetikken ikke er i top. De lokale kunne sagtens se det sjove i det, så de grinte næsten lige så meget som mig. Tid har jeg rigeligt af, så jeg har købt en bog om en malawiansk dreng, hvis familie ikke havde råd til at lade ham gå i skole. I stedet satte han sig for at bygge en vindmølle, så familien kunne få strøm. Drengen hedder William, og i bogen skrev han noget, som faktisk passer utrolig godt på det Malawi, som jeg har oplevet. I bund og grund ønsker malawianerne præcis de samme ting som os; se udfordrende voksenfilm på computeren, spille fodbold og høre musik til deres bryllup. Forudsætningerne er bare nogle andre, så de er nødsaget til at gøre tingene på en lidt anden måde, og oftest deles om de få ressourcer, de har til rådighed. Mens jeg sidder og desperat forsøger at gemme min kladde, fordi der igen er varslet strømafbrydelse, kigger jeg over på de andre gæster, der grinende deler den lille computerskærm og de få amputerede plastikstole. Der slår mig pludselig. For en stund er alt om bruttonationalprodukt og ulandsbistand glemt. Her er Malawi verdens rigeste land. På generøsitet, gæstfrihed og højt humør. Fakta Tobias Juhler Maureschat er 22 år og opvokset i Lyngby. Han blev student fra Virum Gymnasium i 2011, og læser nu nternationale Studier på Roskilde Universitet på femte semester. HAn har siden starten af oktober arbejdet som volontør for Folkekirkens Nødhjælps samarbejdsorganisationer i Malawi, hvor han har arbejdet med fødevaresikkerhed og kvinderettigheder.