Fortsæt til indhold

Vi elsker bare vore herlige el-cykler

Samfund
Erland Rasmussen

Børnene i Hylke Dagpleje er vilde med at få vind i håret, når de sidder bekvemt og sikkert på ladet af de nye el-cykler.
Institutionen har hele to af slagsen nu, og det får det taknemmelige smil frem i dagplejegruppen, fortæller Heide Winther. Først vandt institutionen den ene cykel, og den blev børnene så glade for, at man besluttede sig for at prøve at skaffe en mere, så flere børn kunne komme på tur. Det lykkedes at få sponsorhjælp til en cykel nummer to, og derfor sender børnene varme tanker til menighedsrådet, landsbyrådet, rideskolen, Foa og købmanden.
Hylke Dagpleje bebuder i øvrigt deltagelse i Danmarksindsamlingen igen i år. Børnene bager cupcakes, og de sælges fredag 30. januar i forsamlingshuset, hvor der kan købes kager klokken 15-16.
Sidste år satte dagplejen i Hylke rekord med 400 solgte kager, og med sponsering af alle bageingredienser betød det, at der blev samlet 4000 kroner ind.