Fortsæt til indhold

Kristian Thulesen Dahl-forslag skudt ned

Dansk Folkepartis frontmans forslag om en ensartet kommuneskat får ingen opakning, viser rundspørge på Altinget.dk

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der skal fastsættes en ensartet kommuneskat for at sikre en mere ensartet velfærd, lød det forleden igen fra Dansk Folkepartis Kristian Thuelsen Dahl til Mandag Morgen.
Han står dog ret alene med denne betragtning fremgik det af en efterfølgende rundspørge på Altinget.dk, hvor ingen af kommunalordførerne i Folketingets partier over en kam syntes om idéen.
Hvis kommunerne havde en fælles skatteprocent, ville den ifølge Skatteministeriets beregninger være 24,9 procent i år.
Rudersdal Kommune på Sjælland har den laveste kommuneskat med 22,5 procent, mens Langland Kommune lever op til sit navn og topper tabellen med en kommuneskat på 27,8 procent.
Til sammenligning er kommuneskatten i Syddjurs på 25,9 procent, mens den i Norddjurs er på 25,1 procent.
Kristian Thuelsen Dahl fremsatte også i 2014 sit synspunkt. Dengang skød både Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) og Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) forslaget ned, på Lokalavisens forespørgsel, med henvisning til det kommunale selvstyre og kommunernes muligheder for selv at fastlægge deres serviceniveauer.
Wistoft så hellere, at Folketinget fik gjort noget ved det nuværende kommunale udligningssystem, som set fra et Syddjurs-synspunkt er behæftet med store fejl og mangler.