Fortsæt til indhold

FI-udvalgsformand bakker op om direktionens beslutning

Direktionen har besluttet at samle skole- og dagpasningsområdet under en chef, der skal være kørende fra 1. juli 2015

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommunes direktion, der udgøres af en ledelsesmæssig trojka, har besluttet sig for, hvordan den fremtidige organisering chefniveau på skole- og dagpasningsområdet skal se ud fremover.
Temaet blev aktuelt, da direktionen kort før jul 2014 valgte at fyre skolechef Marit Aasland til stor overraskelse for mange, ikke mindst i skolekredse, der lige have givet skolechefen høje karakterer i en bedømmelse foretaget af et eksternt konsulentfirma.
Ikke overraskende er direktionen kommet frem til, at stillingerne som skolechef og dagpasningschef skal nedlægges, og at der i stedet oprettes en ny samlet stilling som Skole- og dagpasningschef.
Den nuværende chef for dagpasningsområdet, Kenneth Enrico Petersen, varetager i øjeblikket begge opgaver.
Sideløbende med sammenlægningen til en chefstilling oprettes der en ny konsulentstilling under den kommende chefs område med henblik på at styrke de administrative og faglige ressourcer.
Ændringen forventes at være gennemført 1. juli 2015. I den kommende tid skal der laves en stillingsprofil for den ny Skole- og dagpasningschef.
Det kommer til at ske i samarbejde med en ekstern konsulent og med inputs fra ansatte fra skole- og dagpasningsområderne.

Tilfreds FI-formand

Per Zeidler (LA), formand for Udvalget for Familie og Institutioner, var orienteret på forhånd om direktionens planer.
"Jeg har sagt god for det, men stillede det krav, at skole- og dagpasningsområdet ikke måtte svækkes, men skulle styrkes med faglige konsulenter," siger Per Zeidler.
"Den leder, vi har brug for, er en type, der kan arbejde meget tværfagligt sammen med dagtilbud, familieafdelingen og ungdomsskolen. Tiden er ikke længere til søjleledelse, hvor man kan kun som leder kigger på sit eget område," tilføjer han.