Når du trækker dig tilbage fra verden
Retreat Hvad sker der, når du rejser ind i det ukendte meditative landskab, og kan man synge om det? Troels Dilling-Hansen, uddannet yogalærer, massør, cand.scient.pol med videre, besvarer ovenstående spørgsmål, når han holder foredrag om emnet. Han har de sidste år været på ensomheds-rejser ind i det ukendte, og her har han skrevet sine sange, som han vil fremføre. Samtidig vil han fortælle om det at gå i retreat, dels via egne erfaringer, dels ved at fortælle om forskellige kulturer og traditioner, hvor tilbagetrækningen fra verden har været en naturlig spirituel proces. Troels vil spænde fra øst til vest - Fra Buddha til Kristus, fra gamle mestre som katolske Echehart, Tibets Longchenpa, Sufien Rumi til nutidens mystikere som Dalai Lama, indiske Osho og Ramana Maharshi, indianske Don Juan til hjemlige Jes Bertelsen. Arrangementet foregår søndag 1. februar i samlingssalen på Mølleskolen i Ry klokken 19.30.