Fortsæt til indhold

Første BedreBolig-rådgiver i Favrskov

Energistyrelsen har kastet 70 millioner i energiprojekt

Samfund
Erling Baastrup

Efter endt uddannelse er Torben Bach Jensen i Hinnerup klar til at rådgive om energi-renoveringer. En uddannelse, som efterhånden 140 har været igennem. På sigt er planen at uddanne 600. Det er Energistyrelsen, der kaster 70 millioner i projektet.

Sigtet er dels at sænke udledningen af kuldioxid og dels at skaffe flere arbejdspladser til håndværkere.

Indtil videre er Torben Jensen den eneste af slagsen i Favrskov.

Hvis man ser på huse bygget før 1980 og som ofte vil trænge til en renovering, så anslås antallet til 680.000.

Laver en boligplan

Hvis man hyrer en BedreBolig-rådgiver, kan han gå hele huset igennem. Samtaler med ejeren og opmålinger varer typisk en dags tid og koste 4-5.000 kroner. Ud af det kommer så en boligplan. Ud fra den kan ejeren så se, hvad der kan betale sig på den korte og på den lange bane.

”Vi gennemgår planen, og jeg kan rådgive. Også, hvis det ønskes, koordinere, hvis der skal flere håndværkere på,” fortæller Torben Jensen, der har et bredt kendskab til de forskellige håndværksfag.

Det er også rådgiveren, der kan komme med forslag til, hvilke håndværkere der kunne bruges.

Uvildighed

Det lyder lidt som energimærkekonsulenter?
”Forskellen er, at de skal være 100 procent uvildige. Det gælder ikke helt for os forstået på den måde, at vi godt selv kan være ansat i et firma. Det skal vi bare oplyse husejeren om. Men ejeren er bestemt ikke forpligtet til at vælge netop vores firma. Alligevel håber vi naturligvis, at det vil give os nogle af ordrerne,” siger Torben Jensen, der har base i Hinnerup, men siden marts 2014 har været ansat ved Fredborg Træbyg, der tager sig af alt inden for byggeri.