Fortsæt til indhold

Metal-genbrug med nyt ansigt

Scandinavian Metals i Hammel har vendt ansigtet ud mod metal-pladsen

Samfund
Kian Johansen

Det er egentlig så simpelt, men nogle gange svært at gøre det rigtige i det rette tempo.
Hos Scandinavian Metals på Englandsvej i Hammel har man nu rettet blikket fast mod kunderne.
Et vindue er skåret ud af gavlen, der vender ud mod pladsen, som er fyldt med metaller og den store vægt, som alle kunderne skal køre op på, før de kan sælge deres metaller.
“Vi har langt om længe fået vindue og kontor med udkig over pladsen,” fortæller afdelingsleder Claus Torben Christiansen.

Genbrug af metaller

Virksomheden lever af at samle og videreforarbejde metaller, som så typisk sendes til Asien for igen at opstå som metaller i forbrugsvarer, blandt andet køleskabe og andre hårde hvidevarer.
Kunderne er både de private, der lige vil tjene en skilling og firmaer, der gerne vil af med deres metal-rester.

Claus Torben Christiansen har i ordets egentlige forstand vendt blikket ud mod kunderne på pladsen. Gennem vinduet ses den store vægt. Foto Kian Johansen

Travlhed og ny ansat

“Det er jo faktisk en positiv historie, for vi har så travlt, både på pladsen og med at skaffe nye kunder at vi ikke har nået det før nu.”
Samtidig er staben forøget med en tredjedel, der er nemlig ansat en ny medarbejder, Poul Erik Madsen.
“Vores næste plan er at bygge to haller for enden af pladsen sammen. Her vil vi lave et halvtag, så der er mulighed for aflæsning for både private og for lastbilerne. Der skal også bygges båse, så der er klar markering af, hvor de forskellige metaller skal placeres, vi vil jo gerne lav det hele lidt mere kundevenligt” forklarer skrothandler Henrik Stendorf.

Flere sælger metallerne

Siden opstarten i foråret 2014 er de blevet godt modtaget i Hammel.
“Vi har fået rigtig meget respons og folk har virkelig bemærket at vi ligger her. Flere og flere privatkunder kommer lige forbi på vejen til genbrugspladsen, for at tjene lidt på deres metaller,” siger Claus Torben Christiansen.