Fortsæt til indhold

Besøgshunde skaber glæde og aktivitet hos ældre

Hundene Alba og Texas kan både få de ældre op af stolene og smilene frem hos beboerne

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Hej med dig, skal du også have en godbid?”
Spørgsmålet fra 87-årig Inger Christensen bliver besvaret med en voldsom logrende hale.
De to labradorer, Alba og Texas, er på besøg hos de ældre beboere på Plejecenter Kirsebærhaven. De er en del af TrygFondens besøgshunde, der kigger forbi de ældre hver anden uge.
“Det er noget, der kan få dem op ad stolene. Når jeg dagen før hundenes ankomst minder beboerne om, at de snart får besøg af Alba og Texas, så er der allerede glæde at spore hos de ældre”, siger social -og sundehedshjælper, Anette Clausen.
Der er fart over de to hunde, når der rundt om kaffebordet er flere ældre med hundekiks ved hånden. Alba nyder godt af, at en af beboerne forveksler hundekiksene med kaffebordets små kransekager.
“Jeg synes, det er en rigtig god idé med besøgshunde. De er da dejlige. Så sker der også noget anderledes i hverdagen, det vil jeg da gerne være en del af”, siger Inger Christensen.
Netop det, at der er en aktivitet, som kan samle alle beboerne, er med til at gøre hundenes besøg attraktivt.
Hundeejer Sanne Rousau har i snart halvandet år besøgt Kirsebærhaven. Til daglig er hun er veterinærsygeplejerske og ejer af fire labradorer, som primært bruges til jagt.
“Hundene er en del af vores familie. Når vi besøger de ældre, ser jeg store smil, latter og ældre, der normalt ikke er mobile, rejse sig efter godbidder. Det er fantastisk, derfor deler jeg gerne begejstringen for hundene med beboerne, når jeg ser, hvad en lille indsats kan give”, siger Sanne Rousau.