Hør historien om Urmageren fra Strands
Tidligere højskoleforstander Poul Holm Bangsgaard, Vistoft, holder foredrag om Mols-forfatteren Joachim Kattrup ved Ældre Sagen arrangement i Kulturhuset Pavillonen
Husmand, urmager, spillemand og hjemstavns forfatter Joachim Kattrup boede i Strands ude på Mols fra 1874 til 1925.
I dag stort set ukendt, men i sin samtid en særdeles kendt og læst forfatter, som forhenværende højskoleforstander og magister i litteraturvidenskab, Poul Holm Bangsgaard, Vistoft, beskriver i sin bog om Kattrup, 'Med Mols i hjertet', der udkom sidste år.
Joachim Kattrup var kendt som ”urmageren i Strands”. Han overtog sin fars urmagerbutik i år 1900 og drev den, indtil han fra omkring 1915 var i stand til at leve af sin store hobby. Han skrev talrige artikler i aviser og blade og udgav såvel digte som romaner.
Han nåede i sit korte, men intense liv at skrive 11 børnebøger, digte og syv romaner. Hans verden udgik fra Mols, som han var et barn af og som han levede hele sit liv i – bortset fra et par udenlandsrejser til Amerika og Holland.
Mindestenen
Et minde om Joachim Kattrup finder man fortsat på Mols.
På Karlshøj, i vejkrydset i Vistoft, hvor Knebelvejen møder vejen mellem Fuglsø og Thorup, er der et lille anlæg med trapper, der fører op til en mindesten, der blev rejst efter Kattrups død. Vennen Morten Korch holdt tale ved afsløringen af stenen.
Inskriptionen på stenen lyder som følger:
"1926
rejste venner denne bautasten
til minde om forfatteren
Joachim Kattrup
f. Strands 1874, d. samme sted 1925
Lad håbet lyse og øv dit mod
Er end din gerning kun ringe
den fattigste spire har dog sin rod,
hvor livets kilder de springe.
Kun den fanger sejr, der går frem i striden."
Hør mere i Kulturhuset Pavillonen
Poul Holm Bangsgaard fortæller om Joachim Kattrup liv og levned mandag aften i Kulturhuset Pavillonen Grenaa arrangeret af Ældre Sagen i Grenaa klokken 19.
Poul Holm Bangsgaard var i perioden 1968-74 lærer ved Forsvarets Civilundervisning, Suhrs Husholdningsskole, Lyngby Taarbæk Aftenskole og Gentofte Kommunes fortsættelseskursus.
Fra 1974 til 1984 var han højskolelærer i litteratur, samfundsfag og politik på Båring Højskole. Herefter var Poul Holm Bangsgaard forstander på Nordsøhøjskolen i Hirtshals, som i de 15 år udviklede sig fra en lille nystartet skole til et sted med omfattende højskoleaktivitet.
Kilder: Vilfred Friborg Hansens skriv om Joachim Kattrup - og Poul Holm Bangsgaards bog om forfatteren, 'Med Mols i hjertet'