Fortsæt til indhold

Ung mand med mod på meget mere i politik

Socialdemokratiet mangler en borgmesterkandidat. Måske er Anders Peter Rasmussen manden

Samfund
Af Mogens Greve

28-årige Anders Peter Rasmussen blev valgt ind i byrådet i Syddjurs Kommune for første gang for godt et år siden. Han har hele tiden interesseret sig for politik. Han har mod på mere - meget mere, og stiller helt sikkert op igen næste gang.
Som partiets nye borgmesterkandidat? … - det hænger stadig ubesvaret i den vinterklare solskinsdag.

En diskussion

Det som bragte Anders Peter Rasmussen ind i billedet til byrådet, var engagementet i dagplejens og børns vilkår. En diskussion med nogle venner blev senere vendt med badmintonmakkeren, byrådsmedlem Christian Haubuf (A).
"Vennernes konklusion var, at jeg selv måtte gøre noget ved det, jeg ville lave om på. Og snakken med Christian Haubuf åbnede mine øjne for, hvordan jeg som byrådsmedlem kunne få muligheden," fortæller Anders Peter Rasmussen, som blev valgt ind med 281 stemmer.
Han bor i Dråby med sin samlever, Henriette Eriksen, og deres to børn på 1½ og 5 år. Selv om han er varm fortaler for den offentlige dagpleje, går den yngste i vuggestue.
"Vi har kun én bil, og udsigten til sommerferiepasning i Rønde gjorde dagplejen til et umuligt valg."
Anders Peter Rasmussen mener, at alle forældre bør have mulighed for at vælge dagplejen, og hans mærkesag er at give de bedste betingelser for det.
"Jeg ser helst en offentlig dagpleje, men hvis private kan gøre det lige så godt, er det også en mulighed. Det vigtigste er, at børnene har det godt - og at der hele tiden følges op på det."
At han selv måtte vælge dagplejen fra på grund af ferieordningen, ærgrer ham. Men samtidig erkender han også, at kommunen følger reglerne og de vilkår, som politikerne har stukket ud.
"At begynde at beklage mig, er ikke vejen. Jeg må arbejde for, at dagplejens betingelser bliver bedre."

Også de ældre

I den anden ende af livsforløbet har også de ældre hans interesse.
"Jeg var i efteråret 2014 med til et borgermøde på Bakkegården i Ebeltoft om ældreområdet, og det var vanvittigt spændende. Der åbnede sig flere nye problematikker, som jeg ikke havde tænkt over før."
Da Lokalavisen møder Anders Peter Rasmussen i hjemmet i Dråbys bakker med udsigten til campingpladsen, er han netop kommet hjem fra et møde i Hjemmeværnsdistriktsudvalget i Aarhus, hvor han sidder som byrådets repræsentant. Ved de månedlige møder behandles medlemsansøgninger - typisk 12-20 pr. gang.
"Jeg vidste ikke, at byrådsmedlemmerne er med i så mange udvalg og bestyrelser, men det giver god mening. I dag havde vi 16 ansøgere til et medlemskab af Hjemmeværnet, og de 12 blev optaget."
Han har også fået sin "favoritplads" i Arbejds-markedsudvalget.
"Det er et rigtig spændende område, hvor vi ofte inviterer forskellige gæster til en snak forud for møderne."