Store forskelle kommunerne imellem
Ejendomsbeskatningen, i form af dækningsafgift og grundskyld, varierer kraftigt på tværs af Danmarks 98 kommuner - også, når det gælder de 11 kommuner i Business Region Aarhus
Det er meget forskelligt, hvor meget virksomheder bliver bonnet i ejendomsskatter fra kommune til kommune, fremgår det af en nylig analyse, som den borgerlige tænketank CEPOS har lavet.
"Den samlede ejendomsbeskatning målt i kroner er ca. 200 gange højere i den hårdest beskattede kommune end i den mindst beskattede kommune. Det gælder uanset, om man ser på beskatningen af fabriks- og lagervirksomheder eller forretningsvirksomheder", siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS.
Forskellene træder også tydeligt frem, når man isoleret kigger på Østjylland, og de 11 kommuner i Business Region Aarhus: Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus Kommuner (se faktaboks).
To ejendomsskatter
Ejendomsbeskatning af virksomheder sker i form af dækningsafgift og grundskyld.
Kommunerne kan opkræve dækningsafgift af ejendomme, der helt eller delvist anvendes til visse typer erhverv. Mange kommuner har valgt at gøre brug af den mulighed.
Det er overladt til kommunerne selv at fastsætte, hvor meget dækningsafgiften skal udgøre.
Dækningsafgiften kan dog ikke udgøre mere end ti promille af bygningernes værdi (der forinden fratrækkes et grundfradrag på 50.000 kr.). Bygningernes værdi er forskellen mellem den offentlige ejendomsvurdering og grundværdien.
Skats ejendomsvurderinger har derfor betydning for størrelsen af den dækningsafgift, der skal betales for den enkelte ejendom.
56 kommuner har helt fravalgt at opkræve dækningsafgift.
"Dækningsafgiften er særligt problematisk, fordi den virker som en skat på arkitektur, godt indeklima og jobskabelse. Derfor har 56 kommuner også fravalgt dækningsafgift. Det er nærliggende at tro, at de 42 kommuner med dækningsafgift er kommuner, der har et lavt provenu fra grundskyld, og som derfor må finde finansiering via en dækningsafgift. Men det er lige modsat. I de kommuner, hvor man opkræver dækningsafgift, betaler virksomhederne typisk meget i grundskyld, og disse kommuner ser måske de høje ejendomsværdier som en invitation til blot at opkræve endnu mere i skat", siger Martin Kyed.
Beskatningsgrundlaget
CEPOS-analysen viser ikke overraskende, at de højeste ejendomsskatter pålægges virksomhederne i de kommuner, hvor der er størst erhvervsaktivitet og de højeste ejendomspriser, hvorimod mange af de danske yderkommuner med lave ejendomspriser har en meget lav ejendomsbeskatning.
Derfor kan man ikke udelukkende se på skattesatserne, når man skal vurdere den effektive beskatning.
Man bliver nødt til også at kigge på beskatningsgrundlaget, og det afhænger af ejendomsværdierne i den enkelte kommune.
De store forskelle i ejendomsbeskatningen afspejler dermed også, i hvor høj grad det er muligt for de lokale politikere at beskatte virksomhederne.
Sjov detalje
CEPOS-analysen viser en tydelig sammenhæng mellem ejendomsbeskatning og nærheden til en storby.
Det afspejler sig tydeligt i Østjylland (se faktaboks) ved, at kommuner tættere på Aarhus får mere ind i ejendomsskat end kommuner, der ligger længere væk, også selv om de kommuner, der har nærheden til Aarhus, har en lavere grundskyldspromille.
Syddjurs Kommune ligger tættere på Aarhus end naboerne i Norddjurs. I Syddjurs har man en grundskyldspromille i 2015 på 34, i Norddjurs 33,80.
Selv om Syddjurs har en, godt nok minimal, højere grundskyldspromille end naboerne og også ligger tættere på Aarhus, er ejendomsbeskatningen i Norddjurs imidlertid højere, fremgår det af tabellen.
"Det overrasker mig, at de offentlige grundværdier i Norddjurs er højere end i Syddjurs, men en mulig forklaring kan være, at Norddjurs Kommune er en typisk produktionskommune, mens Syddjurs er en pendlerkommune", siger Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V).
"Norddjurs har langt flere arbejdspladser og store virksomheder end vi har i Syddjurs, og det giver kommunen en tyngde, som kommer til udtryk i analysen", tilføjer Syddjurs borgmesteren, der kan 'prale' med, at være den kommune i Business Region Aarhus som, bortset fra Samsø, har den laveste ejendomsbeskatning.