Formandsskifte hos Venstre stopper ikke underskriftsindsamling
Den afgåede formand for Rosenholm Venstre, Uffe Lund Sørensen, siger, at den igangværende underskriftsindsamling mod placeringen af Borgerservice i Ebeltoft gennemføres som planlagt
Formandsskiftet i Rosenholm Venstre og en næsten splinterny bestyrelses indtog får ingen betydning for den igangværende underskriftsindsamling mod placeringen af Borgerservice på rådhuset i Ebeltoft.
Det fastslår den afgåede formand Uffe Lund Sørensen, der overlod depechen til Birthe Moe Laursen på mandagens generalforsamling.
"Nej, min sidste gerning som lokalformand bliver sørme at fuldføre underskriftsindsamlingen, og det aftalte jeg også med den ny formand efter generalforsamlingen," siger Uffe Lund Sørensen.
Det er Rosenholm Venstre og Socialdemokratiet Syddjurs Vest, der er gået sammen om at lade borgernes protester mod samlingen af Borgerservice i Ebeltoft komme til udtryk via underskrifter.
"Vi har fået mange underskrifter allerede, og det stopper ikke. Derfor har vi besluttet at ændre lidt på deadline, så så mange som muligt får lejlighed til at protestere," siger den afgåede lokalformand.
Undrer sig
På generalforsamlingen blev de to lokale byrådsmedlemmer, Marianne Kirkegaard og Rønnaug Engstad Laursen, valgt til bestyrelsen.
Marianne Kirkegaard sagde tirsdag til Lokalavisen, at hun troede, det kunne være til at bedre dialogen mellem byrådsgruppe og lokalforeningsbestyrelse.
Det stiller Uffe Lund Sørensen imidlertid spørgsmålstegn ved.
"I det sidste år er det meget lidt, at vi bestyrelsen har set til de to," siger han.
"De er blevet inviteret med til vores syv afholdte bestyrelsesmøder, men Rønnaug har detaget i halvandet og Marianne i et mere. De sagde altid, at de ikke havde tid, men det har de så åbenbart fået nu, det undrer mig," siger Uffe Lund Sørensen.
Han vil for nuværende ikke sige, om han tror på, at den ny bestyrelse fortsat vil arbejde for, at Rosenholm Venstre skal eksistere - eller på et tidspunkt finder en kattelem til at blive en del af en stor og samlet partiforening i Syddjurs.
Det sidste har Marianne Kirkegaard forsikret ikke bliver et tema for den ny bestyrelse.
"Lad os se, hvad der er snik-snak lige nu, og hvad der bliver realiteter," siger Uffe Lund Sørensen blot.
Var informeret om underskriftsindsamling
Uffe Lund Sørensen afviser også, at de to byrådsmedlemmer ikke var orienteret om, at man i Rosenholm ville lave den nævnte underskriftsindsamling mod placeringen af Borgerservice i Ebeltoft.
"Det passer simpelthen ikke, for det står at læse i et bestyrelsesreferat dateret 19. januar 2015, som er udsendt til alle vores medlemmer i Rosenholm, herunder Marianne Kirkegaard og Rønnaug Engstad Laursen, og mon ikke de efterfølgende har orienteret borgmesteren (Claus Wistoft, red.). Jeg har læst i Adresseavisen, at han ikke var orienteret, mon dog," funderer Uffe Lund Sørensen.