Utæt kirke åbner igen
I mere end to et halvt år har Hellig Kors Kirken i Jyllinge været lukket efter en vandskade, men nu åbner kirken igen med en stor festuge, hvor store navne kigger forbi
Borgerne i Jyllinge kan igen råde over to kirker.
I mere end to et halvt år har den blot seks år gamle Hellig Kors Kirke været lukket efter en omfattende utæthed i taget med skimmelsvamp og rust i stålkonstruktionen som følgeskader.
Men nu går renoveringen så meget efter planen, at Jyllinge Sogn er klar til at genåbne kirken.
"Vi har virkelig savnet vores kirke. Snart er den i brug til gudstjenester, kirkelige handlinger og til koncerter og andre større lokale arrangementer, ligesom tilfældet var før lukningen," siger Jyllinges sognepræst Kaj Bollmann, som understreger, at genåbningen i Jyllinge bliver fejret med manér.
"Vi vil lave en forrygende festuge fra mandag den 23. februar til søndag den 1. marts. Det bliver med besøg af velkendte kunstnere, så vi håber på stor opbakning," siger Kaj Bollmann.
Linnet og Rossen kommer
Ugen skydes i gang med "åbent hus" mandag den 23. februar fra klokken 14.00 til 17.00. Her kan man tale med præster og menighedsrådsmedlemmer om renoveringen af kirken, ligesom der vil være mulighed for at høre orgelmusik med organisterne og strygermusik med Josephine og Magnus Franyo..
Dagen efter, tirsdag den 24. februar klokken 19.00, giver Anne Linnet koncert, og onsdag den 25. februar klokken 19.00 vil Stig Rossen og Isabel Schwartzbach give koncert i Hellig Kors Kirken. Festlighederne fortsætter om torsdagen, hvor der klokken 19.00 er gospelkoncert med tre københavnske gospelkor med i alt mere 100 deltagere og dirigenten Nina Luna, som er et af Danmarks største gospel-navne.
Sigurd Barrett underholder
Fredag den 27. februar klokken 17.00 kommer Sigurd Barrett med sin trio og et til lejligheden lokalt sammensat børnekor og fortolker bibelen for børn i fortællinger og sange. Det hele rundes af søndag eftermiddag 1. marts klokken 16.00. Her spiller den anerkendte ”Nightinggale String Quartet klassisk strygermusik.
Billetter til koncerterne med Anne Linnet og Stig Rossen/Isabel Schwartzbach kan købes i Kvickly i Jyllinge, på kirkekontoret og via hjemmesiden Billetto.dk.
Også til Sigurd Barrett skal man have billet for at komme ind. Den er til gengæld gratis og kan afhentes i Kvickly eller på kirkekontoret, så længe der er plads. Til gospelkoncerten torsdag og koncerten med Nightinggale String Quartet er der fri adgang.