Fortsæt til indhold

ÅHG besejrede JAI på flot angrebsspil

Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer kravlede op i tabellen med fredagens 29-26 sejr over de jyske akademikere

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer vil slutte sæsonen i top-5 i 3. division.
"Det er vi blevet enige om i fællesskab, spillere og trænere, skal være målet for resten af sæsonens kampe," siger den ene halvdel af trænerduoen, Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG rykkede tættere på at opfylde målsætningen med fredagens 29-26 (12-11) sejr over topholdet JAI fredag aften i Grenaa Idrætscenter.
"Vi spillede flot angrebsspil i store dele af kampen med masser af tålmodighed og valg af gode løsninger. Det var virkelig flot af spillerne," roser Carsten Vikkelsø Jensen.
Han fremhæver de unge, Joakim Pedersen og Jens 'Farmer' Overgaard, som spillere, der stemplede flot ind undervejs. Ligesom Bryan Mathews, Mikkel Due og Daniel Minke også var fremme på beatet.

Målmand tog fra

Kampen blev en jævnbyrdig affære, indtil ÅHG fik skabt et hul det sidste kvarter, hvor hjemmeholdet bragte sig foran 24-19.
Et par udvisninger gjorde dog, at føringen skrumpede til 24-22, men så trådte målmand Kristoffer Petersen i karakter, og med et par afgørende redninger sørgede han for, at hjemmeholdet kunne fastholde momentum og køre sejren i hus.
"Kristoffer stod ikke en af sine bedste kampe, men typisk for ham, og den forskel han gør, så bevarer han fokus og tager fra, når det brænder på for alvor," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG var uden veteranen og krigsministeren Carsten Sander, der var optaget af et privat arrangement, men stillede ellers i stærkeste opstilling.

Seks runder igen

ÅHG har nu kamppause frem til 22. februar, hvor holdet møder Odder Håndboldklub på udebane.
ÅHG har i 16 runder samlet 18 point og ligger solidt placeret på en 6. plads i 3. division.
Der resterer seks spillerunder.
"Nu går vi efter top-5, og kan vi fastholde truppens sammensætning i næste sæson, begynder det at se spændende ud," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Han mener, at klubbens strategi med at bygge en trup op med base i lokale spillere er den rigtige.
"Det holder ikke i længden, at truppen skal bæres af udefrakommende spillere, så den lokale base af unge spillere, der er samlet nu, skal der holdes fast i," understreger Carsten Vikkelsø Jensen.