Chefansættelser på arbejdsmarkedsområdet helt ude af proportioner
"På kommunalbestyrelsens møde den 20. januar stemte jeg imod, at Norddjurs ansætter en arbejdsmarkedsdirektør.
I dag, den 17. februar, behandler økonomiudvalget i Norddjurs under punkt 8 en ny struktur på arbejdsmarkedsområdet. Det er indstillingen, at arbejdsmarkedsområdet går fra tidligere 5 afdelingsledere og 1 chef til fremadrettet at bestå af 1 direktør og 9 chefer inklusive 3 souschefer.
Det bliver i indstillingen anslået, at denne øvelse koster 4,8 millioner kroner i ekstra omkostninger per år.
Jeg er vidende om, at den megen lovgivning på området har besværliggjort hverdagen for de cirka 150 ansatte.
Jeg er af den opfattelse, at det er en unormal kritisk periode, som arbejdsmarkedsområdet var kommet igennem ved egen hjælp, - måske med ansættelse af et par sagsbehandlere mere.
I stedet bliver området ekstremt chefopgraderet i relation til de øvrige områder i kommunen. Skulle disse øvrige områder med langt flere ansatte også chefopgraderes på tilsvarende måde, ville vi ende med en kæmperegning.
Det er skatteyderne i Norddjurs, der skal betale for den chefopgradering, der nu er ved at ske.
Jeg mener, at opgraderingen er helt ude af proportioner, og jeg vil selvfølgelige stemme imod, når jeg får lejlighed til dette.
Jeg går ud fra, at der er flere liberale, der normalt råber højt om skattelettelser, der også vil stemme imod så stor en chefopgradering og omkostningsforøgelse inden for arbejdsmarkedsområdet.
Direktionen består i dag af fire personer, hvoraf den ene varetager de to største områder (Voksen/pleje udvalget og Børne/ungdoms udvalget) i Norddjurs.
Burde det ikke være muligt, at én af de tre øvrige direktører kunne varetage arbejdsmarkedsområdet?
Vi henter i dag alle vores chefer uden for Djursland, og vi borgere kan vel forvente, at de kan mere end blot at ansætte endnu flere chefer?"