Fortsæt til indhold

Nedtællingen begyndt til Faxe Kondi Cup

Over 20 unge fra UngNorddjurs er i fuld gang med at forberede en lang weekend med fodbold, dans, fest og farver i Nørre Djurs Hallen 27. februar - 1. marts

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Tilmeldingerne har tikket ind længe til den 6. udgave af Faxi Kondi Cup i Nørre Djurs Hallen 27. februar - 1. marts 2015 arrangeret af unge for unge.
Norddjurs Event Crew med rod i UngNorddjurs vil igen i år være drivkraften bag stævnet, og de cirka 20 unge arrangører vil være værter for et socialt fodboldstævne med masser af sideaktiviteter, socialt samvær, og ikke mindst fairplay på banen.

Sidste års vinderhold: Rasmus Brasch, Anel Alagic, Anna Louise Kristensen, Martin Holm Hansen, Mathias Koch Andersen, Mathilde Kjær og Mikkel Kjær.

Plads til 40 hold

"Vi har plads til 40 hold til årets stævne, og det er vigtigt at understrege, at det igen i år er mixhold, hvor der skal være en pige på banen hele tiden. Derfor er det vigtigt at der er mindst én pige med på hvert hold," skriver Norddjurs Event Crew i deres invitation.

Ud af røret

Det gælder om at komme ud af røret for de, der endnu ikke har tilmeldt et hold. De 40 pladser besættes nemlig efter først-til-mølle-princippet.
"De unge arrangører satser på at samle 500 unge fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag," fortæller Henrik Elkjær fra UngNorddjurs og en af de voksne, der hjælper de unge med planlægningen og en række praktiske ting.
Undervejs skal der spilles fodboldkampe, danses og festes i ét væk, og der er ikke afsat mange timer til søvnkontoen.