Hitmager fortæller om vejen til den gode salmemelodi
Komponisten Erling Lindgren fortæller om arbejdet med at skrive melodier til salmer og sange ved vintermøde i 'Kostalden' i Feldballe
For komponisten Erling Lindgren balancerer en god salmemelodi mellem klichéer og originalitet, forklarede han for nogle år siden i en artikel i Kristeligt Dagblad:
"Den (salmemelodien, red.) skal helst indeholde en god blanding af det velkendte og originale. Man skriver ikke en god sangbar melodi uden at stå i taknemmelighedsgæld til traditionen. Uden klichéer er der ingen reference til det musikalske univers, vi bevæger os i, og det ender i så fald med en ufolkelig melodi, som derfor ikke bliver sunget."
Søndag uddyber Erling Lindgren sine erfaringer, når han efter søndagens gudstjeneste klokken 14 i Feldballe Kirke med Ann Maj Lorenzen som prædikant over kaffen og kagerne i 'Kostalden' fortæller om sit virke med at skrive melodier til salmer og sange.
Er lyset for de lærde blot
Som lærer på Testrup Højskole skrev Erling Lindgren i 1984 sin første melodi til Grundtvigs 'Er lyset for de lærde blot'. Siden er det blevet til en omfattende produktion, der nu tæller et sted mellem 400 og 500 melodier til viser, sange og salmer - og Lindgren er i den privilegerede situation, at nogle af landets førende forfattere jævnligt sender tekster til ham med en anmodning om at få sat melodier på.
Der bliver naturligvis rig lejlighed til at synge nogle af komponistens sange i løbet af eftermiddagen