Fortsæt til indhold

Det politiske liv betyder forandringer

En post i byrådet betyder også forandringer i hverdagen udenfor byrådssalen

Samfund
Af Mogens Greve

Det politiske liv er meget anderledes end i det private arbejdsmarked. Men det er også spændende at have et meget større ansvar for mange flere personer."
Det siger 28-årige Anders Peter Rasmussen (A), som i 2013 for første gang blev valgt ind i byrådet i Syddjurs.
"Det forpligter at stille op til byrådet, men da jeg først havde besluttet mig for det, gik jeg også aktivt ind i det politiske arbejde."
Han ved godt, at politik er at balancere på et knivsæg. Det er ingen vej uden om at få det hele til at spille sammen - og sætte det økonomiske i relief i forhold til, hvad man kan byde folk: "Jeg stemte eksempelvis imod privatisering af nogle veje, da jeg mener, at det er forkert med skjulte skatter. Her må man melde klart ud, hvad det er, man vil."
Anders Peter Rasmussen kender mange i lokalområdet, og mange har lige et eller andet, de skal have vendt, når de mødes.
"Det politiske liv giver mere opmærksomhed, og det skal jeg lige vænne mig til. Men det er spændende, og det bliver til mange gode snakke med borgerne om stort og småt i Syddjurs."

Frontfiguren

I byrådsgruppen er der p.t. ikke fokus på frontfiguren.
"Det som ligger forud, kan jeg ikke gøre noget ved, og det har for mig handlet om at have rent bord efter valget - og arbejde frem mod det næste. Vi har for tiden ikke fokus på at køre en ny borgmesterkandidat i stilling, men vi har 6 helt oplagte kandidater (byrådsgruppen - red.) med hver deres/vores styrker," siger Anders Peter Rasmussen, som er tændt på politik og ikke afviser et borgmesterkandidatur.
"Men det er ikke aktuelt nu og har slet ikke været inde i billedet."
Tiden som byrådsmedlem og det at være en kendt person har betydet ændringer i hverdagen, og som eventuel spidskandidat skal man være klar til alt det, som følger med - også for familien.
"Vi har slet ikke snakket om det endnu, og skulle borgmesterposten komme i spil, kræver det under alle omstændigheder først grønt lys fra "familieministeren" (samlever Henriette Eriksen – red.)".