Nørre Djurs HK fire sejre fra 3. division
Anført af en stærkt spillende Henrik Pedersen lykkedes det Nørre Djurs HKs håndboldherrer at vinde tirsdagens topopgør mod Galten med 25-22
Der er lang vej igen, før Nørre Djurs HKs håndboldherrer i Jyllandsserien kan knytte næverne som bevis på, at de er tilbage i 3. division.
Tirsdag aften sikrede holdet sig det bedste udgangspunkt for et comeback som divisionshold, da topopgøret i Nørre Djurs Hallen blev vundet med 25-22 (11-11) over Galten.
De to klubbers første indbyrdes opgør blev vundet af Galten med to overskydende mål, så kravet til hjemmeholdet var en sejr på tre overskydende kasser for at være bedst i regnskabet i tilfælde af, at de to hold slutter med samme antal point.
"Vi tænker slet ikke i oprykning lige nu, for der er fire svære kampe tilbage, og vi skal være både dygtige og heldige for at vinde alle fire," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Jævnbyrdig første halvleg
Første halvleg i tirsdagens opgør var yderst lige i samtlige 30 minutter. Hjemmeholdet startede med Rasmus Henriksen i mål, og han lagde ud med at nappe et straffekast.
Netop straffekast fik gæsterne mange af i opgøret, fordi hjemmeholdet havde svært ved at styre gæsternes store stregspiller.
"Ham baksede vi meget med, men han er en tung gut at holde, så derfor lavede vi relativt mange straffekast. Heldigvis nappede Rasmus Henriksen og Jens Olsen 3-4 stykker sammenlagt, så vores to målmænd var i høj grad medvirkende til sejren," siger Jakob Lunøe.
"Men ellers vil jeg rose samtlige for at fighte benhårdt under hele kampen. Der var ingen, der på noget tidspunkt meldte sig ud," roser Lunøe.
Han fremhæver især Henrik Pedersen for at gå forrest, både i forsvar og angreb.
"Det var den gamle Henrik P., der var tilbage, som vi kender ham."
Fik skabt et hul
Efter pausen fik hjemmeholdet skabt afstand til gæsterne. Ikke mindst fordi kontraspillet kom til at køre og blev udnyttet særdeles effektivt af raketterne, Martin 'Bondemanden' Jensen og Simon 'Ø' Østergaard.
"Vi førte 19-15 efter 45 minutter og 23-18 med fem minutter igen, men så fik vi et par udvisninger, som Galten straffede prompte," siger Jakob Lunøe.
"Jens Olsen blev afgørende i den hektiske slutfase med et par superredninger, og Martin 'Bondemanden' Jensen kunne afslutte med to scoringer, så vi både vandt og gjorde det med tre overskydende mål. En perfekt aften i Nørre Djurs Hallen for spillere og de mange tilskuere."
Nørre Djurs HK spiller næste kamp på udebane i Rougsø Hallen søndag 1. marts klokken 17 mod Rougsø KFUM.