Friland inviterer til åbent kunstnerværksted
Både nybegyndere og professionelle kan være med til en weekend med kunst i praksis på Friland
”Kom med dit værktøj og giv inspiration eller bliv inspireret til mange former for kunstnerisk aktivitet.”
Sådan lyder opfordringen fra Jens Peter Mølgaard fra andelsforeningen Friland ved Feldballe, når han i weekenden 20. til 22. februar er tovholder på Åbent kunstnerværksted i fælleshuset Ravnen på Friland.
Konceptet for weekenden med kunst er enkel.
”Kom med dit staffeli, lærred og farver, din tegneblok, ler, filtenåle og uld. Der er plads til mange former for kunstnerisk aktivitet. Man kan komme og gå som man vil,” siger Jens Peter Mølgaard, som dog ikke anbefaler stenhugning under de foreliggende rammer denne weekend.
Weekenden slutter med en udstilling
Kunstnere og kunstinteresserede gennemførte sidste år en lignende weekend med Åbent kunstnerværksted.
Det var så stor en succes, at Friland igen i år slår dørene op til Salen i Ravnen til en weekend med kunstnerisk aktivitet og samvær.
”Har man brug for en pause, er man velkommen til at spadsere en tur rundt på Friland. Og har man brug for en længere gåtur, er der flot natur i nærheden, hvor man kan søge ro til fordybelse og inspiration,” siger jens Peter Mølgaard.
Arrangementet slutter søndag kl. 16 med en fernisering, the eller kaffe til gæsterne og måske salg af nogle de fremstillede værker.