Fortsæt til indhold

Aben tilbage på NTM-udvalgets skuldre

Udvalgsformand Per Dalgaard (DF) kalder det irriterende, at sagen atter er landet i udvalget

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Det irriterer mig grænseløst, at sagen fik det udfald, som den fik på sidste uges byrådsmøde," siger formanden for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø (NTM), Per Dalgaard (DF), da Lokalavisen talte med ham mandag en halv time før han skulle til udvalgsmøde.
Den sag, som Per Dalgaard er mere end møgirriteret på, handler om trafiksikring på den stærkt trafikerede Rosenholmvej gennem Hornslet - en diskussion, der snart har 30 år på bagen, ifølge de, der har nærstuderet historien.
Udvalgsformanden troede, og mange med ham, at diskussionen nu var lukket for en stund med udvalgets beslutning på januar-mødet om, hvordan de 1.5 mio. kroner, som byrådet har bevilget til opgaven, kunne bruges bedst muligt til dæmpe alle bilers hastigheder på den meget stærkt trafikerede vej.

Trafikrevisor

Udvalgets beslutning om at lave trafikdæmpende foranstaltninger i Rosenholmsvejs længdeakse tilfredstiller imidlertid ikke den lokale arbejdsgruppe med afsæt i Hornslet Distriktsråd og bestående af lokale borgere.
Hvor NTM-udvalget tænker i længdeaksen, tænker arbejdsgruppen vandret. Gruppen anser et forskudt trafiklys som en nødvendighed på strækningen, hvis børn og andre borgere skal komme sikkert over Rosenholmvej.
Det gjorde repræsentanter for arbejdsgruppen igen opmærksom på ved en morgen-seance onsdag i sidste uge arrangeret af Hornslet Distriktsråd forud for samme dags byrådsmøde. En række politikere var mødt op for at se, hvordan morgentrafikken blev afviklet på den befærdede strækning.
Det var ved denne lejlighed, at Borgerlistens Peter Andersen kunne fortælle, at han havde været i kontakt med Vejdirektoratet og her havde snakket med en såkaldt trafikrevisor, der er ekspert i at vurdere, hvad der vil være de rigtige løsninger, hvis trafikhastigheden skal dæmpes på en befærdet vejstrækning.

Nye oplysninger

På byrådsmødet var Rosenholmvej på dagsordenen på foranledning af Det Radikale Venstres Jan Kjær Madsen, der foreslog, at man lyttede til arbejdsgruppens anbefalinger og fik lavet et trafiklys på strækningen.
Peter Andersen gentog sit morgen-forslag om at involvere en trafikrevisor. Efter en kort time-out på begæring af Socialdemokratiet, kunne borgmester Claus Wistoft oplyse, at han pillede punktet af dagsordenen og sendte sagen tilbage til NTM-udvalget, fordi en svarmail fra en embedsmand til SFs medlem af NTM-udvalget, Kim Lykke Jensen, med nye oplysninger i sagen ikke var tilgået de øvrige 26 i byrådet, og det er ikke i overenstemmelse med de retningslinjer, som byrådet har aftalt. Jan Kjær Madsen valgte i samme moment at trække sit forslag.

Udvalget kan stadfæste

NTM-udvalget mødtes mandag over middag, og her havde Per Dalgaard bedt om at få punktet på dagsordenen.
"Jeg troede på, at vi havde truffet en afgørelse i udvalget, men forløbet på byrådsmødet gjorde i stedet forvirringen total," lød det fra Dalgaard mandag.
Hvor om alting er, så er det sådan, at hvis NTM-udvalget vælger at stadfæste sin afgørelse fra januar 2015, så er det den, der står ved magt, ind til et byrådsflertal beslutter det modsatte.