Nu må de voksne levere børn i Thorsager
Børnene i centrum ved indvielsen af Thorsager Skole og Børnehus
Det skortede ikke på opfordringer til at få gang i sengegymnastikken i Thorsager, da borgmester Claus Wistoft (V) torsdag stod for indvielsen af Thorsager Skole og Børnehus.
“Vi forventer, at de voksne nu vil levere en masse børn,” sagde Claus Wistoft, mens sognepræst Jørgen Gleerup i sin tale glædesstrålende kunne meddele, at der “i januar er født tre børn i Thorsager”.
Der skal nemlig børn til for at fylde de nye rammer i Thorsager Skole og Børnehus, hvor byens to daginstitutioner i efteråret flyttede ind på Thorsager Skole til en fælles hverdag under samme tag.
Der er blevet bygget om og bygget til, således at man i dag har de bedst mulige rammer om Thorsager Skole og Børnehus, som er delt op i tre afdelinger: indskoling med SFO, mellemtrin og børnehus med børnehave og vuggestue.
En drøm blev til virkelighed
“Det er en drøm, der er blevet til virkelighed,” sagde distriktsleder Lisbeth Munksgaard, som står i spidsen for Thorsager Skole og Børnehus.
Gennem tre år er der blevet arbejdet med projektet, og ifølge Lisbeth Munksgaard har det seneste år været en tid, hvor udfordringerne bare har stået i kø.
“Men nu skal Thorsager være det bedste sted at være barn, at bo med børn, og at arbejde med børn,” sagde Lisbeth Munksgaard.
Et sted med gode værdier
Også næstformand i skolebestyrelsen, Nicolai Fog Hansen, var glad for opbakningen til Thorsager Skole og Børnehus.
“Vi fandt ud af, at dette var den bedste måde at sikre en fremtid for vores børn her i byen. Det nyttede ikke, at vi signaliserer ønsker i alle mulige retninger. Nu er vi fælles om dette sted, som jo ikke bare er mursten, men også meget kultur og ånd. Det er et sted med gode værdier og rummelighed,” siger Nicolai Fog Hansen.
Han lægger ikke skjul på, at han nu håber, at Thorsager Skole er sikret mange gode år i fremtiden.
Flyttet rundt og bygget til
Der er blevet flyttet rundt og bygget til i mange måneder. Den tidligere SFO er nu børnehave og vuggestue. Der er blevet bygget til for at rumme et nyt skolebibliotek.
Kontoret er blevet større og lærerværelset er også udvidet for også at at rumme Børnehusets medarbejdere.
Der er bygget ny børnehaveklasse og 1. klasse, og børnehavebørnene har fået en spisekrog ved siden af hjemkundskabslokalet.