Fortsæt til indhold

Lærlingepris til 26-årig industritekniker

Stefan Ydeman Jensen fra Nymark & Fogh Teknik i Grenaa hædret med Dansk Industris lærlingepris.

Samfund

Han er ekstrem passioneret for faget industriteknik, spåntagning og automatisering. Og han er en, der gerne deler ud af sin viden og erfaring i forhold til andre lærlinge og til kolleger i det hele taget.

Det er nogle af stikordene for industritekniker Stefan Ydeman Jensen hos Nymark & Fogh Teknik ApS i Grenaa, som tog sin uddannelse samme sted. Også den del er gået så godt og med topkarakter, at han nu har modtaget Lærlingeprisen 2023 for DI Randers-Norddjurs. Det fortæller industriorganisationen i en pressemeddelelse.

Prismodtageren Stefan Ydeman Jensen er 26 år og bliver beskrevet som et forbillede og inspirator for unge mennesker, der overvejer en faglige uddannelse som industritekniker. Han har gennemført sin uddannelse med bedst mulige resultater og kan pryde sig med et flot 10-tal fra sin svendeprøve.

»Sådan nogle som Stefan, har vi stærkt brug for både nu og de kommende mange år. Hvis virksomhederne her i Norddjurs skal skabe vækst og arbejdspladser, er det helt afgørende, at vi er med til at uddanne så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt. Og her er Stefan en ren solstrålehistorie,« siger fabriksdirektør hos DermaPharm A/S, Peter Bogh Lindgaard, som dels sidder i bestyrelsen for DI Randers-Norddjurs og har været med til at udvælge prismodtageren.

Og det var en stolt borgmester i Norddjurs, der var med til at fejre den unge industritekniker og prismodtager.

»Jeg har al mulig grund til at være stolt i dag. For jeg kan jo konstatere, at vi ikke blot har dygtige virksomheder her i kommunen. Vi har også dygtige lærlinge. For virksomhederne ikke mindst her i Norddjurs Kommune gælder det, at hvis de fortsat skal skabe vækst, velfærd og velstand, så er det helt afgørende, at vi alle støtter op om uddannelsen af så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt, sagde Kasper Juncher Bjerregaard,(V), ved prisoverrækkelsen.