Ungdomskorps til forårsløb med Pippi
Grenaa Y's Men's Club inviterede ungdomskorps i Grenaa Plantage.
Grenaa Y’s Men’s Club har haft alle ungdomskorps Grenaa og omegn samlet til det traditionsrige opgaveløb omkring Skovsøen i Grenaa Plantage.
Mødestedet var spejderhytten ved Idrætscentret, og herfra gik turen på cirka en kilometer til Skovsøen, hvor alle postfolk ventede på de 100 børn og 30 ledere og hjælpere.
De fleste af opgaverne havde relation til historien om Astrid Lindgrens populære bogserie om Pippi Langstrømpe. En opgave var at synge Pippis sang og på anden post kunne børnene klæde sig ud som Pippi. Så var der Pippis lege som kaste med bolde, spejle æg på pande over bål og vaske gulv med en ”gulvklud” bundet om fødderne.
Der var også spejderopgaver som gå på stylter, hoppe i svingtov, hammerslag og transport af gulerødder i en spand på tværs af Skovsøen.
Opgaveløbet blev afblæst af Knud Erik Olesen, da han truttede i båthorn. Derefter gik alle til spejderhytten, hvor FDF-orkestret spillede og Y’s Men og hjælpere stod klar med servering af gratis pølser med brød og saftevand. Der var også kaffe og kage til alle.
Så var det tid til at samles om lejrbålet og synge de traditionsrige sange. Vinderne af løbet blev hædret og til slut fortalte Tove Simonsen om forfatteren Astrid Lindgren.
Knud Erik Olesen takkede for et rigtigt flot fremmøde og indbød til forårsløb næste gang i maj 2024.