Socialdemokratiets trofaste mand i vest
Lars Pedersen har været positivt overrasket over det første år i Norddjurs Kommunalbestyrelse
Han bor længst væk af alle fra rådhuset i Grenaa. 51 kilometer skriver han på kørselssedlen.
Men Socialdemokratiets nye stemme herude vestpå, Lars Pedersen, Udbyhøj, der fylder 50 næste gang, trives i det lokalmiljø, hvor han er født og opvokset i en arbejderfamilie, og bor sammen med sin kone og to børn i et hus, som hans bedsteforældre også har boet i. "Vi er lidt tryghedsnarkomaner os herude."
"Jeg lå placeret lidt længere til venstre ved SF, da jeg var yngre, men med tiden blev det Socialdemokratiet, som blev mit parti," siger Lars Pedersen, der egentlig er uddannet mekaniker, men siden midten af 1990'erne har arbejdet som murerarbejdsmand hos Ørsted Murerforretning.
Ingen premierenerver
Lars Pedersen var den eneste nye i den 11 mand store socialdemokratiske gruppe, da valgresultatet efter Kommunalvalget i november 2013 var gjort op, men det fik ikke hans premierenerver på højkant, da han for godt et år siden trådte ind i de hellige politiske haller og fik Arbejdsmarkedsudvalget og Voksen - og plejeudvalget som sine baser.
"Jeg kendte kun John Saaby (formand for Arbejdsmarkedsudvalget, red.) og havde mødt Tom Bytoft, men jeg følte mig velkommen i gruppen fra første dag, og jeg har ikke haft problemer med at tage ordet eller sige min mening, også når jeg ikke er enig, og jeg pakker ikke tingene ind," siger Lars Pedersen, som deltog i de startkurser for nye medlemmer af kommunalbestyrelsen, der var arrangeret af embedsmændene, og ligesom flere af andre nyvalgte roser han kurserne i høje toner.
Ja til vindmøller
På det seneste har Lars Pedersen kastet sig ind i vindmølledebatten på Lokalavisens debatsider på norddjurs.lokalavisen.dk. Lars Pedersen er tilhænger af store vindmøller, og han kan ikke rokkes ret mange centimeter - basta.
De mennesker i lokalområderne, der længe har kæmpet kampen mod vindmølleplanerne i Hevring Ådal og ligeledes i Søby i den modsatte ende af kommunen, synes, at Lars Pedersen kaster de traditionelle argumenter for såkaldt grøn omstilling ind i debatten, men det får hverken ham eller den øvrige socialdemokratiske gruppe til at vakle. Socialdemokratiet i Norddjurs er tydeligvis rykket meget tæt sammen i bussen. "Gruppen er enige, og vi er ikke blevet banket på plads af hverken Jan Petersen eller andre, sådan fungerer det ikke i lokalpolitik, men vi diskuterer flittigt i gruppen, og flere vil da også afvente resultatet af den sundhedsundersøgelse, der er sat i gang (Kræftens Bekæmpelse undersøger om støj fra vindmøller giver naboer helbredsproblemer. Miljøministeriet, Klima-, Energi- og Boligministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har givet sammen 1,7 millioner kroner til projektet., red.), før de beslutter sig endeligt," siger Lars Pedersen.
"For mig er det vigtigt, at vi tænker på fremtiden og næste generation. Jeg kan simpelthen ikke forstå de, der siger, at vi bare kan se bort fra vindenergi som en vigtig del af fremtidens energiforsyning, og jeg er også overbevist om, at produktion af vindmøller har en positiv effekt på beskæftigelsen, både lokalt og på landsplan."
Resultaterne tæller
Lars Pedersen kan ikke huske, hvornår han meldte sig ind i Socialdemokratiet.
"Mon ikke det er 12-15 år siden," regner han sig frem til.
Det var fagforeningsarbejde, der var indgangen til politik. Lokalt har han været aktiv i SID, før det blev til 3F, og i en periode været konstitueret som lokalformand.
"For en fagforeningsmand er det resultaterne, der tæller. Ikke en masse snik-snak, og sådan er det også i politik. Det kan godt være, at der bliver lagt mærke til dem, der råber op, men jeg tror mere på, at godt udvalgsarbejde og enighed i gruppen er den bedste vej til gode løsninger for de borgere, der har valgt os. Det er sådan, jeg arbejder i politik."
Færgen sejler tidligere
En ting har socialdemokraten fra vest fået ændret det første år i lokalpolitik. Udbyhøjfærgen sejler nu en time tidligere om morgenen.
"Det er min fortjeneste," griner han. "Jeg ved, at mange lokale håndværkere med arbejde i Randers er glade for det, fordi de nu kan komme frem i rette tid."