Fortsæt til indhold

Husker du vandposterne fra skoletiden? Nu vender de tilbage

For første gang er det offentlige og det private gået sammen om at sikre rent drikkevand til danske skoleelever

Samfund
Jacob Nielsen

Lunkent vand fra hanen på uhumske toiletter lægger en dæmper på de danske skolebørns drikkelyst.
Men nu er oplevelsen blevet væsentlig bedre på Skolen ved Kongevej i Helsingør, hvor en moderne version af den klassiske vandfontæne er genindført, så der er adgang til koldt, frisk drikkevand fra hygiejniske, frostsikre vandposter til gavn for elevernes sundhed og indlæringsevne.
Samtidig kobles opstillingen af vandposten med en skolekampagne, hvor eleverne bl.a. i samarbejde med det lokale forsyningsselskab, Dansk Røde Kors samt skolens lærere bliver undervist i vandets betydning for menneskeheden.
Hos Lyngby-firmaet Aquatak, som har udviklet vandfontænerne, håber man at flere skoler vil hoppe med på "vandvognen" i fremtiden.
"Indvielsen af vandposten i fredags var en stor succes, men vi håber da, at det bliver muligt at udbrede det til endnu flere skoler, så det ikke kun er elever på Skolen Ved Kongevejen, der får frisk drikkevand," siger Helle Munk Elberling fra Aquatak til Lokalavisen.dk.
Aquatak samarbejder med Dansk Røde Kors og donerer 5 kroner for hver drikkedunk som sælges i detailhandlen. Pengene går til at sikre rent drikkevand til udsatte mennesker i Afrika.